Illustration: Psykisk arbejdsmiljø
Illustration: Muskel og skeletbesvær
Illustration: Ulykker

Skat og MUS-samtalen

En medarbejderudviklingssamtale (MUS) der tager udgangspunkt i den gode historie. Det er ét af de koncepter, SKAT har indført for at bringe anerkendende toner ind i deres arbejdsliv. I en tid med mange omvæltninger har den anerkendende tilgang bidraget til at opbygge en fælles kultur i SKAT. Kontorchef Peter Joensen samt HR konsulenterne Carina Hvas og Jeanne Houen fortæller her om processen.

Fusion skabte behov for et samlingspunkt
Efter en fusion i november 2005 stod SKAT overfor den udfordring, at medarbejdere fra forskellige instanser og forskellige kulturer skulle arbejde sammen: ”I en ny organisation med 10.000 mennesker, der kommer fra mange forskellige steder i landet, er det nødvendigt at skabe en samlende aktivitet, der kan danne grundlag for en fælles kultur”, siger kontorchef Peter Joensen. Det nye MUS koncept, MUS med mening, var det første tiltag efter fusionen, der skulle ramme alle medarbejdere og dermed danne samlingspunkt i organisationen.

 

MUS med mening
I den nye MUS starter medarbejderen med at fortælle om en god arbejdsoplevelse, og med afsæt i den gode historie finder lederen og medarbejderen i fællesskab frem til udviklingsønsker og udviklingsmål. Jeanne Houen fremhæver, at ”det nye fokus på gode arbejdsoplevelser har givet lederne en større føling med, hvad der skaber arbejdsglæde og tilfredshed hos den enkelte medarbejder”.

Fra kontrol til anerkendelse: En lang vedholdende indsats
MUS med mening er det første skridt i retning af en fælles kultur, der sætter fokus på ressourcer og muligheder. Men SKAT har måttet sande, at den anerkendende tilgang ikke kommer af sig selv. Peter Joensen påpeger: ”Nu er SKAT jo en kontrolvirksomhed, så det ligger lige til højrebenet at kigge efter fejl og mangler”. Undervejs i planlægnings- og indføringsfasen har det derfor krævet stor vedholdenhed og en stærk tro på, at MUS konceptet ville være kimen til at en værdsættende kultur, der kunne brede sig ud i organisationen.

 

Lederen skal mærke det på egen krop
Carina Hvas fortæller, at HR afdelingen har brugt meget energi på at få lederne til at tage det nye koncept til sig: ”Vi vidste, at hvis lederne ikke var parate til at bruge den anerkendende tilgang, så ville det være næsten umuligt at få medarbejderne med på ideen”. Carina Hvas påpeger, at der lå en udfordring i at overbevise lederne ved hjælp af det skrevne ord alene. Derfor indeholdt temamøderne om det nye MUS koncept, som alle lederne blev indbudt til, et rollespil, hvor alle prøvede at gennemføre dels en traditionel samtale og dels en værdsættende samtale. ”Det fungerede som en øjenåbner for mange af dem, fordi de kunne mærke forskellen på deres egen krop og fornemme den energi, de anerkendende spørgsmål førte med sig”.

 

En fælles anerkendende kultur 
Peter Joensen, Jeanne Houen og Carina Hvas oplever alle, at den anerkendende kultur er ved at bide sig fast hos SKAT. Evnen til at kigge efter ressourcerne og de gode arbejdsoplevelser, er noget, medarbejdere og ledere er begyndt at have med sig i deres arbejdsliv. ”Det kæmpe apparat der blev sat i gang for at sikre uddannelse af lokale MUS-ambassadører i hele landet har været hele indsatsen værd”, siger Jeanne Houen og afslutter: ”Det kræver en stor og ambitiøs indsats at udvikle og fastholde det anerkendende fokus, men nu spreder det sig som ringe i vandet”.


Senest revideret den 14. november 2011
Ansvarlig for siden: Lise Keller

Anerkendende toner i SKAT

 
Se og hør hvordan hæftet "Anerkendende toner" har været med til ændre den måde kollegerne i SKAT giver hinanden feedback på.
Se filmen>>

Materialer om anerkendelse

Anerkendende toner i arbejdsmiljøet

Hæfte med ideer til arbejde med værdsættende samtale.

Trivsel i liv og arbejde

Inspirationshæfte om anerkendelse, sundhed, balance i arbejde- og privatliv, fysisk aktivitet og ledelse.

Psykisk arbejdsmiljø og rengøring

Et e-læringsværktøj for ledere
Læs mere

BAR hjemmesider

Etsundtarbejdsliv.dk
Psykisk arbejdsmiljø i social- og sundhedssektoren