Banner psykisk arbejdsmiljø
Banner ulykker
Banner Muskel og skeletbesvær

Stress og trafik

For højt pres giver stress

Hvis du gennem længere tid har flere, vanskeligere eller større opgaver, end du reelt kan klare, kan det udløse alvorlig stress. I værste fald kan dit helbred og dit sociale liv komme i fare, og du risikerer en depression eller udbrændthed.

Du kan også opleve akut stress, hvis din tidsplan skrider, trafikken er tæt eller du ikke opnår de resultater, du har sat dig for.

Du kan læse mere om de forskellige former for stress, og hvordan du undgår dem, under punktet Stress.

Stress giver ulykker

Når du er presset af for mange opgaver eller uforudsete forsinkelser, stiger din risiko for at blive ramt af en trafikulykke.

  • Du fristes til at køre for hurtigt. For høj hastighed er medvirkende årsag til to tredjedele af alle trafikulykker på motorvejene iflg. Havarikommissionen for Trafikulykker.
  • Du får sværere ved at koncentrere dig om kørslen. Mange ulykker sker, fordi bilisten taler i telefon, spiser, ser på kort, leder efter ting i bilen – eller er for træt til at køre forsvarligt.

Hold dig vågen!

Mange ulykker skyldes formentlig, at bilisten er faldet i søvn bag rattet. Et højt arbejdspres gør dig ikke kun stresset – det gør dig også træt. Fartpilot og høj kørekomfort i bilen kan være med til at sløve din opmærksomhed, hvis du i forvejen er træt.

Det kan du gøre

  • Planlæg din arbejdsdag, så du får tid til uforudsete ting – og får mere kontrol over din hverdag.
  • Hold kroppen i gang med små øvelser og pauser i løbet af dagen. 

Trafikpolitik

Nogle virksomheder og kommuner har indført en trafikpolitik, som stiller krav til de ansattes adfærd i trafikken. En trafikpolitik kan både øge sikkerheden for virksomhedens ansatte og være et positivt signal til omverdenen.

Tommerup Kommune har fx vedtaget en trafikpolitik, som pålægger de ansatte, der kører i kommunens biler, at de altid overholder færdselsloven og hastighedsgrænserne, altid bruger sikkerhedssele, ikke taler i mobiltelefon under kørslen og kører hensynsfuldt i trafikken.

Kommunen vil følge op med undervisning, der gør medarbejderne til bedre bilister og medtrafikanter. De skal blandt andet vide, hvad der øger risikoen for ulykker, og hvilke konsekvenser det kan have for eksempel at køre for stærkt. På det mere tekniske plan bliver der tale om kurser som glatførekørsel og førstehjælp. 

På længere sigt forventer kommunen også at stille krav til sine leverandører om, at de lever op til kvalitetsstandarder i trafikken, sådan som det allerede i dag sker på miljøområdet. Det er Tommerup kommunes mål at blive et forbillede til gavn for alle trafikanter, og undervejs forventer man sidegevinster som færre skader og lavere brændstofforbrug.


Senest revideret den 13. maj 2012
Ansvarlig for siden: Marianne Storm

Hent vores materialer!

Søg og find alle materialer her
Læs mere

BAR hjemmesider

Etsundtarbejdsliv.dk
Psykisk arbejdsmiljø i social- og sundhedssektoren

stressfrihverdag.dk
Forebyg stress på skolerne

Andre gode links

Personaleweb.dk
En fagportal, der formidler viden om og erfaringer med aktuelle emner inden for personalepolitik. KL, Danske Regioner, KTO og Sundhedskartellet står bag.

Bilen som arbejdsplads
Pjece fra Foreningen Business Danmark

Sælgeres arbejdsmiljø
En vejledning fra BAR Handel.