Del: - -

Pauser i ro

Pauser behøver ikke at være lange og kan fx holdes mellem to opgaver. Her er otte forslag til pauser, som du kan holde, mens du er i ro.

  1. En forberedende pause
    Det kan være en god idé at holde en kort pause, inden du tager fat på en ny opgave. Pausen gør dig fysisk og psykisk beredt og giver nærvær. Stop op, lav et par dybe vejrtrækninger, og når du har ro på dig selv, laver du endnu et par vejrtrækninger, mens du indstiller dig på din opgave. 
  2. Nyd de tilfældige pauser
    Øv dig i at geare ned og slappe af i de pauser, der opstår i løbet af dagen. Det kan være, når du venter med telefonrøret i hånden, ved computeren og i køen. Øv dig i at tage imod dem og lær at nyde dem. Træk vejret dybt ned i maven og gør det gerne et par gange, hvis det er svært at finde ro. Gør de tilfældige pauser til en gave i stedet for en belastning. 
  3. En god afslutning
    Giv dig tid til en kort pause efter en endt opgave. På den måde får du opgaven afsluttet også mentalt. Du vil have lettere ved at huske faglige detaljer. I afslutningen opstår overblikket, erfaringsopsamlingen og ikke mindst de nye ideer. Du kan mærke glæden over et veludført stykke arbejde, og det giver ny energi til næste opgave. 
  4. Led efter dine faste åndehuller
    Gå din arbejdsdag igennem og find de gode pauser. Er de der ikke, så lav dem! Pauser kan være med til at give dig friske øjne, så kan du se nye løsninger på en opgave. Du skal selvfølgelig tilpasse pauserne din arbejdsplads. Du kan eventuelt knytte  pauserne til dine andre arbejdsdagsvaner, så er de lettere at huske. 
  5. Når man slapper af...
    Når du slapper af, aktiverer du kroppens ”ro-hvile system”. Når ro-hvile systemet er aktiveret, føler du dig tung i kroppen, og dit åndedræt er roligt. Du kender det sikkert selv, når du rigtigt slapper af. Måske mærker du, at det føles rart, at dine muskelspændinger forsvinder, og at andre muskler slapper af. Din mave begynder at rumle; kroppen er i gang med at hvile ud og reparere sig selv. Kroppen fordøjer, og hjernen bearbejder alle dine oplevelser. Den finder struktur og gemmer indtryk fra dagen. Du lærer nyt. 
  6. Den gode pausekultur – Fælles frokost
    Mange steder er det et udtryk for engagement i arbejdspladsen, at man holder sine pauser og spiser sin frokost sammen. Fælles frokost er vigtig for at opretholde et kvalitetsfællesskab. Der er en god ide at gøre det til en daglig rutine. Følelsen af at høre til virker afstressende. 
  7. Giv dig selv et åndehul på f.eks. seks vejrtrækninger
    Denne øvelse tager to minutter og kan aktivere dit ”ro-hvile system”. Ignorer alt omkring dig og vend et øjeblik din opmærksom indad. Træk vejret dybt ned i maven (man kan gøre det helt stille). Når du ånder ud, skal du give lidt efter i kroppen og mærke, hvordan du har det lige nu. Gentag det seks gange. Hvis du mærker, at du har ondt eller uro nogle steder, så har det virket, og du fik aktiveret ”ro-hvile systemet”, som gjorde, at du kunne mærke dine muskler. Det kan også være, at det bare var rart. Hvis man ikke har travlt, lytter man ikke til sin krop på samme måde, som når man har travlt. Ligesom anden fysisk træning skal øvelsen gentages i 2 -3 uger, før du rigtigt vil kunne mærke en forandring...
  8. Fald i staver et øjeblik…
    Ind imellem skal du tillade dig selv at ”falde i staver” over noget, du synes er rart, dejligt, smuk eller behageligt. Når du bruger dine sanser til at registrere rolige og rare ting, slapper din krop og dit hoved af. Brug dine sanser fuldt ud. På den måde kan du aktivere kroppens ”ro-hvile system”.

Giv jeres pausekultur et eftersyn

Værktøj 5: Giv jeres pausekultur et eftersyn
Brug dette værktøj til at øge bevidstheden om, hvordan I anvender pauser og afbræk i løbet af dagen og til at drøfte, hvordan I kan bruge pauserne mere bevidst som værn mod stressreaktioner.


Senest revideret den 28. november 2022