Godt lys forebygger ulykker - 5 gode råd

Hvis jeres risikoanalyse viser dårligt lys, så kan I arbejde med at undgå ulykker med tilstrækkeligt lys i høj kvalitet.

Synet er en af de væsentligste sanser vi har, når vi orienterer os, når vi færdes, og når vi arbejder. Derfor er gode lysforhold altafgørende, når vi taler om at undgå ulykker.

Skal man bygge nyt, eller har man problemer med lysforholdene, bør man kontakte en rådgiver med særlig forstand på lys.

Læs også:

5 gode råd om lys, der forebygger ulykker:

Her er fem gode råd til at undgå ulykker med tilstrækkeligt lys i rette kvalitet – når dagslyset ikke rækker:

1. Adgangsveje mv. skal lyses op

Både udendørs stier og indendørs fordelingsarealer og gange skal være godt oplyste for at undgå faldulykker. Udenfor bør lyset tænde automatisk, enten når det er mørkt, eller når nogen bevæger sig.

Indenfor skal kontakten sidde lige for, så man ikke skal gå gennem mørke for at tænde lyset. Arbejder man i private hjem, må man snakke med borgeren om at sikre lysforholdene.

Udkørende personale bør bruge lommelygter eller pandelamper, når de færdes på dårligt belyste fortove og stier.

Legepladser og andre steder, hvor man færdes i mørke timer, skal også være godt oplyste, da der tit kan ligge noget, man kan falde over.

2. Godt lys handler også om skygger

Det er meget lettere at orientere sig i forhold til trin, trapper og ting, man kan falde over, hvis der er skygger.

Der behøver faktisk ikke at være så meget lys, hvis man tydeligt kan se skyggerne fra fremspring mv. Skygger gør det også lettere at bedømme afstande. Derfor er lysets retning også vigtig.

3. Kast lys på arbejdet med god farvegengivelse

Skal man f.eks. stikke en patient, skal man håndtere psykiatriske patienter, eller skal man berolige børn og demente, er det vigtigt for den gensidige tryghed og sikkerhed, at man let kan aflæse ansigtsudtryk og se detaljer.

Det kræver ikke bare nok lys - det kræver også lys med god farvegengivelse. Særligt i områder med døgnrytmelys skal man være opmærksom på, om lyset er godt nok i aften- og nattetimerne. Det kan forebygge stikskader og konflikter, der kan udvikle sig til vold.

Det er vigtigt at kunne overstyre døgnrytmelyset, hvis der opstår særlige situationer om natten. Man kan f.eks. koble en alarm til lyset, så det tænder automatisk. Der bør altid være hvidt kvalitetslys på badeværelser og trapper.

Nogle el-spare-pærer gengiver farver dårligt. Man skal vælge pærer med en Ra-værdi over 90 for bedre farvegengivelse. Lysfarve på 2700-3300 Kelvin giver et varmt lys, der ligner den gamle glødepæres. (Læs mere på Energistyrelsens hjemmeside)

Husk at rengøre og vedligeholde lyskilder, da kvaliteten og mængden af lyset kan påvirkes af støv, alder mv.

4. Lys der holder medarbejderne vågne om natten

Døgnrytmelys på plejehjem og psykiatriske sygehuse kan forbedre nattesøvnen hos borgeren og dæmpe udadreagerende adfærd.

Dermed opstår der færre situationer, der kan udløse ulykker i forbindelse med forflytninger eller anden kontakt med borgeren.

Men døgnrytmelys kan også være søvndyssende for personalet i aften- og nattetimerne, og det kan øge risikoen for ulykker.

Derfor skal man sørge for, at medarbejderne har adgang til rum med hvidt eller blåligt lys, der holder dem vågne og opmærksomme. Det er mest behageligt, hvis lyset er dæmpet, så kontrasten i forhold til mørket ikke er for skarp.

5. Lys der peger på de vigtigste steder

Lys behøver ikke være lige jævnt fordelt over det hele. Ensartede lysforhold kan få et rum til at virke dunkelt, mens mørke kroge kan få de lyse områder til at virke lysere, end de reelt er. Det er, fordi øjet tilpasser sig lyset.

Dermed kan man dæmpe lyset og alligevel have lys nok. Ujævn belysning vil øge fokus på de steder, hvor det er lyst, og hvor færdsel og arbejde skal foregå.


Senest revideret den 23. april 2020