Del: - -

Eksempler til inspiration

Der er med tiden gennemført mange gode kampagner og projekter. Her er en række eksempler.

Fokus på kanylebokse og recapping.

I Region Midtjylland har man på Horsens sygehus siden 2008 arbejdet målrettet med reduktion af stikskader. I 2008 til 2009 har man indført en sikkerheds-PVK og en blodtagningssystem der allerede efter indstikket udløser beskyttelse, hvilket forhindrer at der kan ske en stikskade ved håndtering af kanylen mellem patient og kanyleboks. Der er siden afprøvet flere sikkerhedsprodukter bl.a. arteriepunktur kanyler. Indførelse af sikkerhedskanyler har medført et fald på ca. 15 % i stikskader i 2011. [46] Der oprettes i 2012 en stikpatrulje på Århus universitetshospital i et samarbejde med Koncern HR, fysisk arbejdsmiljø. [47]

På Hillerød, Helsingør og Frederikssund Hospitaler gennemførte man i slutningen af 2008 en kampagne: ”Det sidste stik – undgå stikskader”. Hensigten med kampagnen var at nedbringe antallet af stikskader gennem en målrettet indsats. Kampagnen satte særligt fokus på to typer af stikskader: Hætte på kanyle (særligt fokus på insulinpenne) og brug af kanylebokse. 

Kampagnen blev sat i gang med kick-off events i form af posters, konkurrencer, ideer til forebyggelse og demonstrationer af sikkerhedsinstrumenter og kanylebokse. Bl.a. illustrerede posters i omklædningsrummene først ukorrekt påsætning af hætte på kanyle gennem en måned og herefter blev der opsat posters med korrekt procedure  Der blev foretaget udvikling af holdere – så alle bokse kunne blive fastmonteret. Andre elementer i kampagnen udvikling af 10 forebyggelsesprincipper, optælling af overfyldte bokse (før og efter kampagnen) og interview med dem der fik stikskader under kampagnen.

Kampagnen er fulgt op med et kontinuerligt fokus på at undgå stikskader – gennem arbejdsmiljøorganisationen, jævnlige sikkerhedsrundgange, undervisning på IV-kurser, fokus på anmeldelser (grundige beskrivelser). I 2010 blev alle kanylebokse udskiftet til en anden model og i den forbindelse blev alle kanylebokse fastmonteret.

Resultatet af indsatsen målt fra 2008 - 2011, viser at antallet af anmeldte stik og skæreskader faldt med 46%. Antallet af uheld grundet ”hætte på kanyle” faldt med 86%. Antallet af overfyldte kanylebokse faldt med 53% mens et fald i uheld pga overfyldte kanylespande ikke kunne påvises. [48]

Forebyggelse af stik- og skæreskade på hospitalerne i Århus Amt. 

I det tidligere Århus amts bedriftssundhedstjeneste gennemførte man i 2004 en række projekter på udvalgte afdelinger på amtets hospitaler. Projekterne tog udgangspunkt i behov og problemer som afdelingerne selv formulerede, og var baseret på aktiv deltagelse fra afdelingen selv. Projekterne omfattede bl.a. ændring af arbejdsrutiner, formulering af procedurer, interne audits, undervisning m.m. Erfaringerne med denne arbejdsmetode var overvejende positive. [61] 

Test af sikkerhedsudstyr i Århus

På medicinsk afdeling V, Århus kommunehospital afprøvede man i 1999 et perifert venekateter (PVK) med sikkerhedsanordning ”safelon”. Før afprøvningen udførtes en spørgeskemaanalyse for at fastlægge lægernes brug af den gamle type pvk uden sikkerhedsanordning, uheldshyppighed, underrapportering m.m. Efter indførelsen af safelon og en tilvænningsperioden blev produktet evalueret med et nyt spørgeskema. Evalueringen viste at 74 % af lægerne ville foretrække den nye pvk og 81 % mente den øgede sikkerheden. På denne baggrund indførte man den nye pvk i standardsortimentet. [55]


Senest revideret den 24. april 2020