Del: - -

Arbejde på stiger og stilladser

Vidste du, at 13 pct. af alle faldulykker til et lavere niveau sker på stiger? Følg de gode råd, så du ikke falder ned fra stigen.

Gode råd, før du stiger op

  • Stil stigen på et vandret og fast underlag.
  • Vinklen til underlaget skal være 60-70 grader.
  • Brug kun stiger fremstillet i henhold til standard DS/EN.
  • Undersøg alle stiger en gang om året.
  • Lås eventuelt døre og porte og undgå unødig trafik.
  • Er der børn i nærheden, bør du afspærre arbejdsområdet og evt. have en fodmand på.
  • Brug skridsikkert fodtøj, der sidder godt fast på foden – ikke træsko.
  • Vurder hvor højt, du skal op. Kun ved undtagelser må du arbejde i mere end fem meters højde på en stige.

Gode råd, når du står på stigen

  • Gå ikke højere op end til tredjeøverste trin.
  • Hold altid den ene hånd og begge fødder på stigen.
  • Ræk ikke for langt ud – flyt stigen.
  • Arbejder du undtagelsesvist i fem meters højde, skal der være en fodmand forneden.

Rullestillads og lift er et godt alternativ

Skal du bruge begge hænder til dit arbejde, eller skal du arbejde i længere tid i højden, bør du bruge et stillads eller en lift i stedet for stige.

  • Stilladser skal være fremstillet i henhold til standard DS/EN og stå på fast underlag.
  • De skal efterses en gang om året.
  • Hjulene skal låses, inden du går op på det.
  • Man kan evt. leje et stillads eller en lift i perioder, hvor der skal arbejdes meget i højden.

Senest revideret den 23. april 2020