Servicepersonalets rolle på skolen

Der er mange forskellige tekniske opgaver, der skal løses på en skole. Alle på skolen har forskellige forventninger til dig, og samarbejdet kræver en god dialog.

Du skal prioritere opgaverne og fortælle om det, så kollegerne forstår, at deres ønsker ikke altid er det første, du kan opfylde. Du bør prioritere opgaver, der har betydning for din og skolens andre medarbejderes sikkerhed og arbejdsmiljø, højt. 

Beskriv prioriteringen

Det kan være en god idé at beskrive, hvordan arbejdet skal prioriteres i samarbejde med ledelsen. Slå eventuelt dagens opgaver op på opslagstavlen, så dit arbejde er tydeligt for de øvrige personalegrupper.  

Rollemodel for elever og personale

Du er rollemodel for eleverne og det øvrige personale. Derfor er det ekstra vigtigt, at du udfører dit arbejde sikkert og fornuftigt. 
Måske inddrager du elever og personale i nogle opgaver. For eksempel med at låse af, bære affald og flytte stole. Det aflaster dig, men du må også vise dem, hvordan de gør det rigtigt.

Planlæg arbejdet og få bedre tid til det

Søg indflydelse på skolens planlægning. For eksempel kan arrangementer lægges på tidspunkter, så du ikke skal gentage det samme arbejde flere gange. 
Det kan give mindre manuelt arbejde. Samtidig giver det dig bedre tid til arbejdet. Har man travlt, laver man lettere fejl, så bedre tid forebygger ulykker. 

Oplæring og uddannelse

Du skal være med til at lære nyansatte at udføre arbejdet rigtigt. Hvis du selv eller dine kolleger mangler viden for at kunne udføre jeres arbejde korrekt, skal I sige fra og bede om at blive opkvalificeret. 


Senest revideret den 21. februar 2020