Del: - -

Billund Kommune: ”Nu skal vi fastholde fokus…”

I starten af 2020 vedtog Billund Kommune en række anbefalinger om hygiejne og smitteforebyggelse i hele sin organisation. Og så kom covid-19! Nu er anbefalingerne blevet til retningslinjer for bl.a. administration og dagtilbud, som bygger videre på erfaringerne fra epidemien.

”Under covid-19 epidemien oplevede vi, at sygefraværet blandt personalet faldt markant. Årsagen var dels det store fokus på hygiejne, dels af forældrene var rigtig gode til at holde børnene hjemme, bare de havde den mindste snotnæse”. Det siger Jette Jacobsen, pædagog i specialbørnehaven Sommerfuglene i Grindsted.

Hun er også arbejdsmiljørepræsentant og sidder i Billund Kommunes Område-MED som repræsentant for alle dagtilbuddene. I den rolle har hun været med i en arbejdsgruppe, som har udformet nye retningslinjer for hygiejne i kølvandet på covid-19 epidemien.

”Spørgsmålet har jo været, hvilke gode erfaringer fra epidemien, vi kan føre med os. Det er svært at holde fast i, at de småsnottede børn skal blive hjemme. Forældrene er simpelthen for pressede. Men et stort fokus på afspritning, håndvask og hygiejne – det kan vi fastholde”, siger hun.

Pixi-udgave af Sundhedsstyrelsens vejledning

Arbejdsgruppen har taget afsæt i Sundhedsstyrelsens ’Håndbog i hygiejne og miljø i dagtilbud’ fra 2019 og inddraget de lokale erfaringer fra tiden med covid-19. Resultatet er blevet en kort og overskuelig pixiudgave på seks sider, der er godkendt i MED-udvalget i november 2021.

De nye retningslinjer for hygiejne i dagtilbuddene beskriver bl.a., hvordan man skal vaske hænder og spritte af, procedurer for bleskift og hvordan man skal holde puslepladser, barnevogne, krybber og legetøj rene. De siger også, at alle børn og ansatte skal have ude og inde sko, så man ikke slæber bakterier og snavs med ind. Forældre skal stille skoene eller bruge overtræk af plast, når de ankommer.

”Vi har samlet det vigtigste, så det er let at overskue og kan bruges som en tjekliste i det daglige, og suppleret med links til yderligere informationer. Fokus er på både sundhed generelt og på arbejdsmiljø og sygefravær”.

”Målet har været, at vi skal have den bedst mulige hygiejne og forebyggelse inden for de praktiske rammer, som pædagogikken og ressourcerne sætter. Jeg tror på, at vi har ramt en god balance, som vil blive godt modtaget ude i dagtilbuddene”, siger Jette Jacobsen.

Analyse af hele organisationen

De nye retningslinjer for dagtilbuddene ligger i direkte forlængelse af en proces, som Billund Kommune satte i gang i 2018. Dengang oprettede man en tværsektoriel hygiejneorganisation med deltagelse af sundhedsfagligt personale fra alle forvaltninger og driftsområder.

Et af dens første initiativer var at gennemføre en grundig analyse af, hvor godt hvor godt de enkelte driftsområder var med i forhold til at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til hygiejne og forebyggelse af smittespredning.

”Analysen viste, at der var styr på hygiejnen på pleje- og omsorgsområdet, hjemmesygeplejen, tandplejen og de øvrige områder, som er omfattet af Sundhedsloven”, siger Lene Bruun, leder af den centrale HR og Sundhedsstab i Billund Kommune.

”Men på de ikke-sundhedsfaglige områder som skolerne, dagtilbuddene og administrationen var der brug for en styrket indsats. Det førte til en række anbefalinger, som kommunalbestyrelsen godkendte i starten af 2020. Og slam! Så kom covid-19 epidemien”.

Hvad skal vi fastholde?

På den ene side gav epidemien et kæmpe fokus på spørgsmålet om hygiejne. På den anden side betød den, at alle planer måtte vige for de helt akutte tiltag. Først da epidemien klingede af i 2021 har der været tid til at følge op på de langsigtede strategier og få hygiejneorganisationen tilbage på sporet, forklarer Lene Bruun.

”I første omgang har vi udarbejdet retningslinjer for hygiejne for de administrative funktioner. Overvejelsen har også hér været: Hvilke af de mange covid-19 retningslinjer skal vi fastholde? Hvad giver mening fremover?”.

”Vi har valgt at holde fast i det, som vi ved virker bedst, og det er især håndhygiejnen. Vi bliver ved med at have spritdispensere på strategiske steder, mulighed for at spritte af i mødelokaler osv. Det er afklaret i en tæt dialog med bl.a. MED-systemet”, siger hun.

Næste skridt har været retningslinjer for netop dagtilbuddene. Senere følger skolerne og de øvrige driftsområder.

Hygiejne med i udbud og planlægning

”Men vi har også taget fat på at indarbejde hensynet til god hygiejne i bl.a. udbud og byggerier. Når vi fremover sender fx rengøringsopgaver i udbud, bliver hygiejneorganisationen hørt, så vi sikrer, at retningslinjer på hygiejneområdet bliver indarbejdet i udbudsmaterialet”, siger Lene Bruun.

”På samme måde skal Planafdelingen fremover inddrage hygiejneorganisationens områderepræsentanter, når man fx skal bygge eller renovere en ny daginstitution eller skole. På den måde får vi hygiejneblikket ind allerede i projekteringsfasen”, siger hun.

Overordnet mener Lene Bruun, at covid-19 har været en øjenåbner, som kan føre til et langt højere fokus på sundhedsfremme og smitteforebyggelse i fremtiden.

”Som sundhedsfaglig kan man jo lidt kynisk sige, at vi ikke kunne drømme om en bedre reklame for betydningen af forebyggelse og hygiejne”.

Læs mere:


Senest revideret den 17. november 2021