Af Mette Marie Karlberg og Søren Svith, Periskop
Arbejder du med en simpel og rutinepræget opgave, kan du løse den mere effektivt, hvis du sidder sammen med andre. Er opgaven derimod mere kompleks, sker det modsatte: Du bruger energi på at reagere på de andres tilstedeværelse og bliver mindre effektiv i dit arbejde. Det beskriver cand. psych. og ph.d. Jill Byrnit i bogen ’Stress – et vilkår i det moderne arbejdsliv’, der netop er udkommet.
- Allerede i 1898 påviste Norman Triplet i et klassisk social-psykologisk forsøg med cykelryttere, at andres tilstedeværelse kan påvirke vores præstationer. Siden har gentagne undersøgelser vist, at alene tilstedeværelsen af andre mennesker har indflydelse på vores effektivitet, fortæller Jill Byrnit.
Overført til storrumskontoret betyder forsøgene, at selv et musestille storrumskontor vil få os til at arbejde anderledes, end hvis vi ikke var omgivet af mennesker.
- Den markante forskel på, hvordan vi løser simple og komplekse opgaver i storrumskontoret skyldes, at simple opgaver ikke stimulerer vores nervesystem nok i forhold til, hvad der er behageligt, og at vi derfor kommer til at kede os og bliver mindre effektive. Sammen med andre keder vi os mindre og bliver derfor mere stimulerede og dermed mere effektive, siger Jill Byrnit og fortsætter:
- Komplekse opgaver er derimod stimulerende nok i sig selv, men vi er ikke i stand til at ignorere de sociale påvirkninger, og derfor bliver vi overstimulerede, stressede og mindre effektive.
Storrum og chimpansebur
Og Jill Byrnit har boet og forsket i Californien og har i en årrække beskæftiget sig med forskellene i social viden hos mennesket og vores nærmeste slægtninge menneskeaberne. Hun bruger et eksempel fra menneskeabernes verden til at beskrive, hvor svært det er at lade være med at reagere på sociale stimuli. Det stammer chimpanse-anlægget i Odense Zoo, hvor hun også har iagttaget både aber og mennesker.
- De besøgende kan ikke lade være med at banke på ruden for at få chimpansernes opmærksomhed og de tror ikke, at det generer aberne - for ”de har jo vænnet sig til det”. Men det har de ikke. De har vænnet sig til, at de ikke har kontrol over det, men det giver et sæt i dem hver gang. Den samme mekanisme tror jeg fungerer for mennesker fx i storrum. Vi kan ikke lade være med at reagere, siger Jill Byrnit.
Fysikken overtrumfer erfaringen
Der er individuelle forskelle for, hvornår vi bliver overstimulerede, men Jill Byrnit pointerer, at der findes objektivt stressende faktorer, som hænger sammen med grundlæggende forhold i menneskets udviklingshistorie. Der er ting, som vi ikke kan lære eller vænne os til, fordi vores fysiologiske reaktioner overtrumfer vores erhvervede viden. Og det gælder både i storrummet og i naturen, hvor Jill Byrnit henter sine eksempler fra.
- Hvis jeg møder en gorilla ude i naturen, vil mit nervesystem sandsynligvis lynhurtigt mobilisere mig til flugt, selv om min erfaring viser mig, at den sikkert er en fredelig fætter, som jeg bare kan sætte mig ned og iagttage, siger Jill Byrnit.
Jill Byrnit drager ikke direkte konklusioner om arbejdet i storrum på baggrund af chimpanser eller de social-psykologiske forsøg, men hun mener, at en del af erfaringerne kan bruges i det moderne arbejdsliv.
- Behovene og opgaverne i arbejdslivet er jo sjældent stationære ligesom livet generelt heller ikke er det. Så i min optik vil det bedste være, hvis vi havde forskellige rum til de forskellige opgaver og behov, der opstår undervejs. Det ville være ideelt, hvis der på arbejdspladsen både var mulighed for at sidde i 5-6 mandskontorer og for at trække sig tilbage til énmandskontorer, når det behov opstod. Og så er det selvfølgelig vigtigt at have en fælles forståelse af, at man ikke er en dårligere medarbejder, bare fordi man foretrækker énmandsrummet, siger Jill Byrnit.