Af Journalist Søren Svith, Periskop
”Jeg kunne se, hvem der gik på toilettet, men ellers var det svært at følge med i, hvad der foregik”, siger uddannelseschef Annemette Digmann om de tre måneder, hvor hun som et forsøg flyttede ind på et stillekontor og lod medarbejderne være sig selv.
Hun gik derfor glip af at følge med i forhandlingerne om en stor konsulentopgave til afdelingen. Ordren kom ikke i hus, og da medarbejderne senere evaluerede forløbet, viste det sig, at fl ere var klar over, at det ville ende galt. De fornemmede, at den konsulent, som forhandlede, ikke havde styr på aftalerne. På hans telefonsamtaler kunne de høre, at han ikke faldt ind i jargonen hos kunden.
”Hvis jeg havde været til stede i rummet, ville jeg selvfølgelig have opdaget det og have handlet. Jeg tror også, de andre medarbejdere lettere kunne have inddraget mig i deres bekymringer,” siger Annemette Digmann og forklarer, at forløbet var en stærkt medvirkende årsag til, at hun droppede sit cellekontor og igen flyttede tilbage til medarbejderne.
Lederen cirkulerer
For Annemette Digmann er der noget underligt ved at sidde isoleret, og det har hun gjort oprør imod, lige siden hun blev ansat som chef for uddannelsesafdelingen i 1994. Hun startede med titel af kontorchef i et kontor på amtsgården langt fra uddannelsesafdelingen. Ret hurtigt flyttede hun ud til medarbejderne, hvor der var plads i receptionen.
”Det brød medarbejderne sig ikke om. De syntes, det var svært at skulle præsentere deres leder, som en der bare sad i receptionen”, fortæller hun.
Siden uddannelsesafdelingen i 1997 gik over til åbne kontorer og arbejde efter principperne i New Ways of Working, har Annemette Digmann cirkuleret rundt, hvor der var brug for hende. Meningen var at signalere, at ledelse er en del af det daglige liv. Tilstedeværelsen i rummet giver hende både vigtige oplysninger, som hun har brug for som leder og mulighed for at præge kulturen.
Nye planer skaber bekymring
Ikke alle medarbejdere er imidlertid lige begejstrede for eksperimenterne med samarbejdsformer og indretning. Netop nu står afdelingen igen overfor nye ændringer. Annemette Digmann vil gerne etablere et strategisekretariat midt i det åbne kontormiljø, hvor der skal arbejdes med de højt prioriterede opgaver.
Se også:
Bliv enige om, hvad der er "rigtigt" arbejde
Planen er, at omlægningen samtidig skal skille de administrative medarbejdere og konsulenterne ad igen, så de administrative kommer til at sidde sammen og styrke deres faglighed. Omlægningen er skitseret på en opslagstavle, hvor de enkelte medarbejdere er placeret i rummene med en grøn beskedlap. Ligesom ved
tidligere omlægninger er der også nu skepsis blandt nogle medarbejdere.
En af dem er organisationskonsulent Lena Uldall, som også er afdelingens repræsentant i MED-udvalget. Hun er lige som alle andre medarbejdere medlem af en læringsgruppe, som jævnligt mødes for at coache hinanden og udveksle erfaringer. Den gruppe vil med det nye forslag blive spredt.
”Ledelsen mener, at videndeling opstår, blot fordi man sidder ved siden af hinanden. Det tror jeg ikke nødvendigvis på. Dem, jeg oftest vil dele viden med, er mine kolleger i læringsgruppen, og derfor er det ærgerligt, hvis vi nu bliver skilt ad”, siger Lena Uldall.
Annemette Digmann er godt klar over, at der opstår modstand, hver gang hun introducerer nye forandringer. Men hun vil ikke lade den styre.
”Vi har alle sammen brug for at blive udfordret og forstyrret, og det gælder om at finde det rigtige niveau. Nogle gange kan forstyrrelsen blive så stor, at det bliver uhensigtsmæssigt. Det er jeg selvfølgelig opmærksom på, og som leder anerkender jeg modstanden. Men jeg vil ikke nødvendigvis rette mig efter den. Så risikerer vi, at det altid bliver den laveste fællesnævner, der sætter normen,” siger hun.