De unge suger viden til sig
Af journalist Petra Sjouwerman, Periskop
Unge har mere energi og større nysgerrighed. Derfor har de en tendens til at suge alt til sig, både erfaring og viden fra kolleger, og det kan i et åbne kontorer have en bagside.
”Ulempen er, at de kan have svært ved sortere fra og se forskellen mellem need to know og nice to know, og det kan være både belastende og stressende for dem,” siger Yvonne Husted, HR-chef ved Patent- og Varemærkestyrelsen. Hun har arbejdet med HR siden 1995.
Unge er dygtigere til at multitaske
Selvom unge måske er vant til mange indtryk på en gang, og generelt er dygtige til at multitaske, så tror HR-chefen ikke, at dette automatisk gør dem lykkeligere i de åbne kontorer.”Ældre medarbejdere har mere erfaring med at sortere informationer fra. Ligesom man med alderen lærer at vælge sine kampe, kan man vælge sine informationer,” siger hun.
I Patent- og Varemærkestyrelsen er den yngste medarbejder 18 år, mens den ældste er 65. I 2005 skiftede styrelsen fra individuelle kontorer til storrum for alle godt 200 medarbejdere, inklusive ledelse og direktion. Derudover indrettede man et antal fleksrum til møder, koncentrationskrævende opgaver og samtaler.
Opdraget i storrummet
HR-chefen oplever at både unge og ældre medarbejdere kan have svært ved at koncentrere sig i åbne kontorer.
”Jeg ser mange unge med musik i ørene for at lukke støjen ude,” siger hun, og påpeger at mange unge aldrig har oplevet individuelle kontorer.
”De er opdraget i storrummet,” siger Yvonne Husted og understreger, at styrelsen aldrig har lavet undersøgelser på området. Men hun vurderer selv, at der ikke er en generel forskel på hvordan yngre og ældre medarbejdere trives i storrummet.
”Det afhænger af det enkelte individ og personligheden, om en person trives i storrummet, snarere end af alderen,” siger hun.
Karriere og fritid
For mange unge flyder arbejde og privatliv sammen, og det hænger ifølge HR-chefen sammen med deres trang til at suge alt til sig. Generelt set vil unge gerne gøre karriere, men samtidigt vil de heller ikke gå glip af det sociale med vennerne eller familien, mener hun.
”De vil gerne have en karriere, men de vil også have fritid. Samtidig bliver presset på dem større, fordi arbejdstiderne ikke er så afgrænsede som i gamle dage. Nu kan de fx arbejde hjemme, og det gør, at det hele flyder mere sammen. De vil have det hele,” siger hun.
Videndeling på tværs af generationer
I Patent- og Varemærkestyrelsen tog det medarbejderne et par år at vænne sig til de åbne kontorer. Men ifølge HR-chefen vil medarbejderne nu generelt have svært ved at forstille sig individuelle kontorer igen. Virksomheden er blevet en helhed, og det var også målsætningen den gang. Yvonne Husted ser derudover især fordele på det sociale område.
”Medarbejderne lærer hinanden bedre at kende og kommer tættere på hinanden. Desuden fungerer vores videndeling på tværs af generationer rigtigt godt. Jeg har flere gange oplevet, at en ung medarbejder kunne hjælpe en ældre kollega med en smart måde at gøre det på. Omvendt kan unge lære af den store erfaring en ældre kollega har,” siger hun.