Del: - -

Byggeprocessen: Tænk arbejdsmiljøet ind fra starten

De vigtigste beslutninger tages i de første faser af byggeprocessen. Derfor er det vigtigt, at arbejdsmiljøorganisationen og de kommende brugere bliver taget med fra starten.

Fysiske rammer og god trivsel

Gode fysiske rammer giver god trivsel og et godt arbejdsmiljø. Når man skal bygge nyt eller renovere eksisterende bygninger, er det derfor vigtigt at tænke arbejdsmiljøet ind allerede fra begyndelsen. 

Langt de fleste beslutninger træffes tidligt i byggeprocessen, og skal man have indflydelse på, hvordan den færdige bygning skal udformes, skal man være aktiv fra begyndelsen.

Det er i de første faser af processen, at bygherren træffer de fleste af de beslutninger, som får betydning for arbejdsmiljøet. Når byggeriet først er projekteret, er det som regel for sent at få væsentlige ændringer med. 

I følge arbejdsmiljøloven skal arbejdsmiljøgruppen inddrages i byggeprocessen fra start til slut ved både nybyggeri og ombygninger. Samtidig viser erfaringer fra en række projekter, at inddragelse af såvel arbejdsmiljøgruppen som brugere, giver de bedste løsninger.

Læs også:

Arbejdsmiljøgruppens rolle

Er du arbejdsmiljørepræsentant eller arbejdsleder, kan du måske være i tvivl om, hvad du kan bidrage med i forhold til arkitekter og ingeniører og andre med forstand på byggeri. Men din rolle er vigtig.

Du skal ikke være teknisk ekspert, men du skal kunne stille de rigtige spørgsmål og formulere de rigtige krav.

Det kræver tid, viden og værktøjer. Hvis I står over for et større byggeprojekt, bør arbejdsmiljørepræsentanten sammen med ledelsen diskutere, hvordan han/hun kan blive klædt på til opgaven, og hvordan I sikrer, at han/hun får den nødvendige tid.

Som arbejdsmiljørepræsentant skal du ikke selv være teknisk ekspert. Din vigtigste opgave er at stille ’dumme’ spørgsmål til arkitekten og ingeniøren. Om plads, materialevalg, støjforhold, ventilation, lysindfald, tekniske installationer osv.

Samtidig skal du medvirke til, at arkitekt og ingeniør udnytter brugernes erfaringer om alt fra skabsplads og kaffe i møderummene til akustik. Det er vigtigt også at formulere de banale krav.

Hvis der ikke er en arbejdsmiljøgruppe

Hvis man bygger en helt ny arbejdsplads, vil der normalt ikke være etableret nogen arbejdsmiljøgruppe, der kan repræsentere de kommende medarbejdere i byggeprocessen. 

I de tilfælde er det arbejdsmiljøudvalget eller MED-udvalget, der skal udpege en eller flere personer til at sikre hensynet til arbejdsmiljøet i de nye lokaler.

Materialer og hjemmesider om byggeprocessen


Senest revideret den 22. november 2023