Pas på risikoen for brand under ombygningen

Når skolen er fuld af håndværkere stiger risikoen for brand. Tænk brandforholdene med, når I planlægger byggeriet - og sørg for at alle medarbejdere er opmærksomme på, at forholdene er usædvanlige.

Brandvæsenet alarmeres årligt til ca. 220 brande på de danske skoler. De fleste brande slukkes, før de når at udvikle sig, men der forekommer også store og voldsomme brande på skolerne både i og udenfor skoletid. Læs artiklen: Hver anden dag er der brand på en dansk skole.

Næsten dagligt forekommer der tilløb til brand på en skole, og det er mange gange tilfældigheder, som afgør, om det bliver en lille eller en stor brand. Læs mere i vejledningen Brandforhold på Skoler.

Her er risikoen størst

  • Når skolen er under ombygning eller renovering - og der er byggematerialer, bygningsaffald og brandfarlige materialer på skolen. Samtidig vil byggeriet ofte betyde, at branddøre og brandmure fjernes. 

  • Hærværk og påsatte brande er skyld i op mod halvdelen af alle alarmer. Det er ofte drengestreger, hvor affald og containere antændes. Igen stiger risikoen ved ombygningsarbejder, hvor der er mere at sætte ild på.

  • Ved særlige arrangementer stiger risikoen også, fx i forbindelse med feature- og emneuger, med opbygning af boder og med udsmykning og stearinlys på bordene. Det gælder også ved teaterforestillingen, cirkusarrangementet, skolefesten og Lucia-optoget.

Eksempel: Skolebrand fik konsekvenser: Heldigvis skete der kun materiel skade, da scenerummet på Risskov Skole brød i brand og sendte en stinkende sort røg ud i omgivelserne i 2014. Men soden efter flammerne påvirkede brugen af skolen i lang tid efter.

Syv gode råd til forebyggelse

Forebyggelse og omtanke er den bedste måde at forebygge brande på skolen. Her er syv gode råd til skolens ledelse og medarbejdere fra konsulent Henrik Dankelev, som rådgiver om brandsikkerhed på bl.a. uddannelsesinstitutioner:

  1. Planlæg byggepladsen omhyggeligt: Byggematerialer, skurvogne og affald skal placeres med mindst 5 meters afstand til bygninger, så evt. brand ikke kan sprede sig. Tilkørselsveje, brandredningsarealet og brandhaner skal være fri, så brandfolkene kan komme til, hvis det brænder. Byggepladsen bør hegnes ind, så den ikke frister til drengestreger.

  2. Udfør arbejdet med omhu: Pas på ved svejsning, arbejde med tagpap og andet varmt arbejde. Følg reglerne for opbevaring og afmærkning af brandfarlige væsker og trykflasker. Vær sikker på, at el-installationer ikke overbelastes af maskinerne.

  3. Pas ekstra på når brandsikringen fjernes. Det kan være nødvendigt at fjerne branddøre eller gennembryde brandvægge og etageadskillelser undervejs. Afdæk åbninger med brandhæmmende plader og/eller midlertidig vægge. Hvis skolens automatiske brandalarmanlæg er nedtaget eller frakoblet, bør der opsættes et midlertidigt alarmanlæg. Sørg for, at arbejdet udføres så hurtigt som muligt, og at skolens medarbejdere er opmærksomme på den øgede risiko.

  4. Ryd op og gå en runde hver dag: Hold orden og fjern affald og bygningsrester undervejs. Gå en rund på byggepladsen hver dag ved fryaften og tjek, at alt er ryddet, lukket og slukket.

  5. Sørg for god information. Skolens lærere skal være godt informeret om forøget risiko, ændringer i flugtveje osv., så de kan håndtere en mulig brand forsvarligt.

  6. Hav klare aftaler og fordel ansvaret. Skolens ledelse og entreprenøren skal have en klar aftale om, hvordan sikkerheden skal holdes, og hvem der har ansvar for fx opsyn med at reglerne er overholdt og den daglige runde på byggepladsen. Aftal også internt på skolen, hvilke opgaver ledelse, lærere, teknisk personale og arbejdsmiljøorganisationen har undervejs i byggeriet.

  7. Spørg brandvæsnet til råd. Brandmyndighederne er eksperter i forebyggelse af brand og er meget behjælpelige med at rådgive om indretning af byggepladsen, skolens beredskab og andre tvivlsspørgsmål. Ved større ombygninger bør man altid drage brandvæsnet ind i planlægningen.

Læs vejledningen Brandforhold på skoler
Vejledningen er udgivet af BrancheArbejdsmiljøRådet Undervisning & Forskning i 2015 og samler de vigtigste love og regler i bygningsreglementet, bekendtgørensen om brandforhold på bl.a. skoler m.v. Her kan du også læse en lang række råd og anbefalinger om forebyggelse, sikring og organisering af ansvaret omkring forebyggelse af brand på skolen.


Senest revideret den 11. maj 2020