Når I bygger nyt: Husk at inddrage brugere og arbejdsmiljø

Når I starter helt forfra med et nyt byggeri, har I alle muligheder for at tænke gode løsninger ind fra starten - også omkring arbejdsmiljø og trivsel. Men hvem skal repræsentere de kommende brugere, når der bygges en helt ny skole?

Når I bygger en helt ny skole eller en ny afdeling af skolen, kan I som udgangspunkt tænke frit over funktion og indretning - og dermed sikre godt arbejdsmiljø og trivsel i de nye lokaler.

Tre vigtige elementer i et godt nybyggeri

  • Tag diskussionerne tidligt: Den nye skole skal tage højde for overordnede krav som fx inklusion, bæredygtighed og fleksibilitet.Overordnet skal skolens fysiske rammer  afspejle og understøtte skolens pædagogik og den daglige undervisning. Ikke omvendt.

    Derfor er første skridt i en god byggeproces, at ansatte og ledelse formulerer et pædagogisk idégrundlag og en beskrivelse af de nye rums funktion. Først når arkitekten kender jeres ønsker til undervisning og funktion, kan han tegne den nye  skole.

  • Inddrag brugerne: Det er lige til når en eksisterende skole skal udvides - men hvem repræsenterer brugerne og arbejdsmiljøet når der skal bygges en helt ny skole?

    Det kan bl.a. ske ved at inddrage lærere, elever og arbejdsmiljørepræsentanter fra andre eksisterende skoler og ved at gøre systematisk brug af de positive og negative erfaringer, som er gjort på andre skoler.

  • Planlæg indflytningen: I bør meget tidligt lægge en plan for, hvordan de nye lokaler skal tages i brug, og hvordan de uundgåelige indkøringsproblemer kan håndteres uden unødvendig frustration.

    Det er en god idé at nedsætte en gruppe, som skal følge op på fejl og mangler og at holde kontakt til arkitekt og entreprenører. Gruppen kan fx bestå af en leder, en arbejdsmiljørepræsentant og den tekniske serviceleder.

  • Indtag rummene: Nye lokaler gør ikke arbejdet alene. Når håndværkerne forlader skolen, begynder en helt ny opgave. 

    Indkøringen handler ofte også om, at de nye pædagogiske visioner, I har lagt til grund for den nye skole, skal omsættes til daglig praksis. Det kan være sværere, end I troede på forhånd. Måske er I heller ikke alle sammen enige om målet.

Workshops og fokusgrupper

Man kan altid med fordel besøge andre, inspirerende skoler og arrangere workshops og fokusgruppe interviews med medarbejdere, elever og forældre på andre skoler.

  • Eksempel: Ørestad Gymnasium i København var planlagt og projekteret længe før den første medarbejder eller elev var til stede. Derfor gennemførte Københavns Kommune et stort forarbejde for at sikre, at gymnasiet afspejler de nyeste pædagogiske visioner og de nyeste krav og ønsker fra de unge.

Senest revideret den 11. maj 2020