Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin
Klapvognene står bagerst i et skur og ruster. De bliver næsten aldrig brugt, for i Vuggestuen Brohaven i det nordlige Aarhus skal børn aldrig parkeres et sted, hvor de bliver passive tilskuere. Så hellere lave en kortere udflugt, hvor alle kan gå selv eller lade dem køre på scooter hen ad stisystemet.
I Brohaven øver børnene sig på at mestre alting selv. De øver sig i at åbne deres madkasser, at tage sko af og på, aktivt at søge trøst, at hjælpe hinanden, at klatre op på en skammel, at rydde op og selv tage bleen af og dreje rumpen rundt på toiletsædet. Det tager tid. Sommetider tager det tid fra tiden på legepladsen.
”Men så var aktiviteten den dag bare ikke at lege på legepladsen – så var aktiviteten måske bare at øve sig i at tage tøj på,” forklarer lederen i vuggestuen, Marianne Forsmann.
God ergonomi er en positiv bivirkning
Det er først og fremmest børnenes motoriske og personlige udvikling, der betyder noget for personalet. Det er det, der giver mening, fordi det er væsentlig del af kerneopgaven.
Det har samtidig den effekt, at personalet skåner ryggen og resten af bevægeapparatet, fordi de ikke løfter så meget på børnene, rækker ud efter noget, vrider kroppen eller bukker sig ned.
”Det er vigtigt for arbejdsmiljøet, at børnene klarer så meget som muligt selv uden at blive løftet, men hvis vi kun snakkede om ergonomi, så virkede det ikke nær så godt,” siger Marianne Forsmann.
Som pædagog Karen Schou Røhl siger:
”Det er vigtigt, at vi får en pædagogisk begrundelse. Uanset hvilken aktivitet, vi er i gang med, så er barnet med motorisk. Et barn udvikler sig jo ikke ved at hænge på en arm, og hver gang vi gør noget for barnet, som det selv kan lære, så fratager vi barnet en mulighed for at udvikle sig. At tage tøj på er derfor en pædagogisk aktivitet.”
Børnene lærer at tage ansvar for sig selv
Det er lige efter spisetid, og Hamilton er træt. Han står bag en reol og græder. Karen sætter sig ned og rækker armen ud mod ham. Hamilton kanter sig udenom en skammel og noget legetøj og hen i Karens varme favn. Her er ingen løft, kun trøst – og den knapt to-årige dreng har selv taget ansvar for at få den.
Lidt senere skal Teodor på halvandet år puttes. Først skal hjemmeskoene lynes af. Han sætter sig på gulvet og prøver ihærdigt at få lynlåsen ned. Karen sidder ved siden af og vejleder ham tålmodigt. Først da han selv har prøvet et stykke tid, hjælper hun ham med at færdiggøre bevægelsen ved at styre hans hånd.
”Vi kan ikke bede børnene om at gøre noget de ikke kan. De er nødt til at øve sig. Og jeg bliver simpelthen så glad, fordi jeg kan se, at Teodor er ved at have så meget kontrol over fingrene, at han selv kan lyne ned. Vi har øvet det længe,” fortæller Karen Schou Røhl og uddyber:
”Det giver mig en faglig stolthed, når jeg kan se, at noget lykkes for børnene. Når de kan opleve ’jeg kan noget – der er en mening med mig’.”
Se videoer med råd og forslag til håndtering af de typiske situationer i hverdagen her.
En indgroet vane og styring af daglige aktiviteter
Det med børnenes selvhjulpenhed er nærmest blevet en indgroet vane, og det styrer både det pædagogiske arbejde og de daglige beslutninger.
”Vi har hele tiden øje for, hvad der er deres næste udviklingstrin. Lige så snart, vi ser, at et barn kan noget, så øver vi det næste,” siger Marianne Forsmann.
Når der skal købes møbler og lignende, tænker de også i, hvordan det kan understøtte børnenes udvikling. For eksempel er de fleste trip-trap-stole blevet afløst af høje skamler med fire bøjler til at klatre op ad.
”Trip-trap-stolene var for tunge til, at børnene kunne håndtere dem, og deres verden bliver bare større, når de selv kan hente en taburet og klatre op på den. De bliver løsningsorienterede,” forklarer lederen.
Puslebordene bruges næsten aldrig mere. Børnene tager selv bleen af, mens de står på gulvet, og pædagogen sidder på en lille skammel med hjul.
”Før lå de bare passivt med armene ud til siden, mens vi skiftede ble. Nu står de aktivt på gulvet og er med. Bare det at holde balancen er en god øvelse,” siger Marianne Forsmann.
Foran garderoberne er en lille bænk, så børnene selv kan klatre op og tage deres tøj. Samtidig kan de voksne sidde tæt på barnet og i øjenhøjde.
Når Brohaven tager bussen, så sidder børnene på gulvet. Så er de ikke så sårbare for opbremsninger, som hvis de sad på sæderne. Ingen skal løftes op på sæderne, og de voksne risikerer ikke at skulle gribe et barn, der er ved at falde ned.
Samarbejder med forældrene
Vuggestuen gør meget ud af at inddrage forældrene i den motoriske tankegang. De ’opdrager’ forældrene til at lade børnene selv klatre ud af autostolen og gå ind om morgenen, selv tage sko og overtøj af, lægge madpakken i køleskabet og selv gå hen til pædagogerne for at sige god morgen.
”Vi sidder gerne ned og signalerer til børnene om at komme hen til os. Det er ikke fordi, vi ikke gider at rejse os, men vi synes, det er vigtigt, at børnene lærer at sige farvel til forældrene og goddag til os på egen hånd, uden at de oplever, at ’tager dem væk’ fra forældrene,” siger Marianne Forsmann.
Dialogen foregår både på tomandshånd, men også på særlige møder. For eksempel har to bevægelsesvejledere for nylig underholdt forældrene med et foredrag om motorisk udvikling. Blandt andet får forældrene at vide, at barnet kan få svært ved at klare sig i skolegården, hvis det ikke allerede nu får lov til at klare mange ting selv.
Forældrene får også vejledning i indkøb af tøj og sko.
”Det værste er de jakker, der bliver lynet på ryggen. Det gør jo barnet passivt. Men forældrene skal også tænke på at købe sko og tøj, som børnene kan få af og på. Det er ikke noget designerne tænker på,” erklærer Marianne Forsmann.
Tænker højt, når der kommer nye medarbejdere
Mens fokus på den motoriske udvikling og selvhjulpenhed er helt indgroet i det faste personale, så er det ikke altid tilfældet, når der kommer praktikanter og nye medarbejdere.
”Nye medarbejdere gør typisk alt det forkerte, så vi er nødt til at snakke med dem om det. Vi må også selv tænke højt engang imellem og på den måde lære fra os,” siger Marianne Forsmann.
Men det er i grunden hverken svært eller langsommeligt at lære nyt personale op. Mest fordi det giver så meget mening at lade børnene udvikle sig motorisk og personligt. Så er det med ergonomien bare en ekstra gevinst.
”Og vi har meget sjældent sygemeldinger, og når vi har, er det aldrig på grund af skader eller smerter i bevægeapparatet,” siger Marianne Forsmann.