Del: - -

Storkeredens virksomhedsplan

Vuggestuen Storkereden i Århus har integreret ideerne fra projekt Løft og Leg i sin virksomhedsplan.

Det følgende er uddrag fra institutionens virksomhedsplan.

Grundtesen er: Alt det, børn kan gøre selv, det skal de gøre. Hver gang, jeg gør noget for et barn, det kunne have gjort selv, så fratager jeg det en udviklingsmulighed. 

I praksis vil det sige: 

- At vi arbejder med at lade børnene selv klatre op ad stiger til deres krybber, at de selv kravler op på puslebordene og stolene.  

- At vi opfordrer dem til og guider dem gennem selv at tage deres tøj på og af, i takt med deres motivation og udviklingsmæssige parathed.  

- At vi kun sjældent bærer rundt på børn. Når vi f. eks. trøster sætter vi os ned til barnet eller sidder med det på en stol. For at undgå at modtage børn på armen i stående stilling, informerer vi jævnligt forældregruppen om det uhensigtsmæssige heri.

Vi arbejder med tre nøglebegreber i Løft og Leg.

Vi guider, hvilket vil sige, at vi trin for trin viser børnene – understøttet af ord - hvad det er, vi forventer af dem og dermed, hvordan de gradvist arbejder sig frem mod målet.

Hvis Emil vil have støvler på, må han først sætte sig ned, så han kan tage sine hjemmesko af. Dem tager han af ved først at trække dem ud over hælen, derefter ved at ”løfte” skoen af foden. Så skal hjemmeskoene stilles ind i rummet. (Støvlerne er som regel fundet frem).

Nu skal Emil holde fast i noget, så han kan løfte det ene ben og føre det ned i støvlen. Til sidst skal han (måske) træde til.

I dette forløb kræver det, at vi er opmærksomme på barnets evner og motivation. Ikke mindst kræver det også, at vi kommer med lige præcis de anvisninger, der passer til barnets næste udviklingszone.

Vi understøtter barnets naturlige bevægemønster, hvilket vil sige, at vi fysisk hjælper barnet med at finde den kropsligt mest hensigtsmæssige og mest sikre måde at løse en motorisk udfordring på.

Vil Emil ned fra trip-trap stolen, må han først lære at vende sig rundt, så han kan holde ved og lade først det ene, så det andet ben glide udover kanten på bundpladen ned på gulvet.

Evt. skal hænderne flyttes en ad gangen midt i processen.


Senest revideret den 23. april 2020