Del: - -

Indretning og hjælpemidler

Inventar og indretning skal hjælpe personalet til at undgå tunge løft og dårlige arbejdsstillinger. Det betyder bl.a., at pusleborde bør kunne indstilles i højden, og at spiseborde og -stole bør være i voksenhøjde.

I daginstitutioner har møbler og inventar stor indflydelse på ergonomi og arbejdsstillinger. Det er vigtigt, at institutionen er indrettet, så det er muligt at udføre alle de daglige opgaver på en sikker og forsvarlig måde. 

Det gælder især de opgaver, som indebærer, at I skal løfte, bære eller bøje jer forover, som fx bleskift, spisning, hjælp i garderoben, modtagelse af børnene osv.

Inventaret skal passe til opgaverne

Overordnet kræver reglerne om arbejdsmiljø, at der på en arbejdsplads skal være passende inventar, så arbejdet kan udføres forsvarligt.

I forskellige bekendtgørelser og vejledninger har ministeriet og Arbejdstilsynet formuleret en række supplerende krav til inventar og møbler. Blandt de vigtigste krav kan nævnes:

  • Arbejde med uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller arbejdsbevægelser undgås. I daginstitutioner betyder det bl.a., at indretning og inventar bør hjælpe personalet til at undgå løft, foroverbøjede arbejdsstillinger osv.
  • Inventar og hjælpemidler skal være indstillelige, hvis arbejdsopgaverne kræver det, og de skal så vidt muligt passe til de personer, som bruger dem. Det betyder fx at arbejdsborde, pusleborde osv. bør kunne indstilles i højden, og at spiseborde, stole og andre møbler, som skal bruges af de ansatte, bør være i voksenhøjde.
  • Egnede og effektive tekniske hjælpemidler skal være tilgængelige på arbejdspladsen. Igen er højdeindstillelige pusleborde et godt eksempel. Et andet hjælpemiddel er en stige til krybben.

Få konkrete idéer til hjælpemidler til de forskellige opgaver under afsnittet Omsorg i hverdagen.


Senest revideret den 23. april 2020