Godt arbejdsmiljø i det gode køkken

Få gode råd og anvisninger om byggeri og indretning af mindre køkkener i daginstitutioner, plejeboliger, leve- og bo-miljøer m.v.

Hent publikationen her
Del: - -

Et køkken fuld af hjælpemidler

Djurs Mad er bygget og indrettet til at passe godt på medarbejderne og deres muskler og led. 

- Her skal alle medarbejdere kunne holde ud at være, til de går på pension – uden at de får ondt.

Heidi Schmølz er helt klar i mælet. Det har hele tiden været hendes vision som leder for det nye fælleskøkken for Syddjurs og Norddjurs Kommuner, Djurs Mad. Og det er lykkedes.

Forebygger muskel-skelet besvær på flere måder

Byggeret stod færdig i begyndelsen af 2011. Seks mindre køkkener blev nedlagt og medarbejderne flyttet til det helt nye køkken. De laver portionsanretninger og kører dem ud til pensionister og plejecentre.

Der er tænkt på medarbejdernes trivsel – både da arkitekten tegnede huset, da lederen og bestyrelsen indrettede det, og da Heidi Schmølz tilrettelagde arbejdet. Resultatet er:

  • Køkkenet er indrettet med de mest moderne hjælpemidler.
  • Lokalerne er placeret, så der er et naturligt vareflow, der betyder, at varerne ikke skal flyttes unødigt.
  • Medarbejderne roterer mellem fire teams, så de hvert halve år får nye kolleger og ny funktion. Der er teams til hovedproduktion, diæt, anretning og pakkeri/kørsel. Opvasken deles de om hver dag.

Læs her, hvordan personalet i Djurs Mad arbejder på skift og slides mindre.

Et køkken fyldt med hjælpemidler

Køkkenet er en drøm for de fleste. Der er blandt andet gryder med automatiske rørearme, frikadellemaskine på hæve/sænke bord, løftekraner, piskeskål på vogn og en stor opvasker, der kan vaske stativer og rulleborde.

I bilerne er der rullebånd, så medarbejderen kan stå på fortovet og tage kasserne ud. Der er også rullebånd der, hvor portionerne laves.

Her er hjælpemidler, som der aldrig ville være råd til i de små køkkener, personalet kom fra sidste år. Da de så, hvad en sovsedispenser kunne, blev de oven i købet opfindsomme.

Medarbejderne får idéer til nye hjælpemidler

- Personalet spurgte, om man ikke kunne få en pumpe til supper og gullasch, fortæller Heidi Schmølz. Hun kontaktede firmaet, der havde leveret sovedispenseren.

Firmaet gik med til at udvikle maskinen. I dag står den i køkkenet på Djursland og pumper grønkålssuppe op i portioner. På samme måde er der sket flere forbedringer i løbet af år ét.

- Det er medarbejderne, der har det hårde slid og ved, hvad man kan gøre mere smart. Hver gang nogen får en idé, skal det afprøves, siger Heidi Schmølz.

Færre løft og vrid mindsker muskel-skelet besvær

De mange hjælpemidler har betydet færre tunge løft for medarbejderne. De har også færre vrid i kroppen, fordi der ikke skal røres manuelt.

De har desuden mindre ensidigt belastende arbejde med eksempelvis at forme bøffer og frikadeller, og der er ikke så meget foroverbøjet skrub og skur i opvasken.

Er visionen så lykkedes? Kan medarbejderne holde til at være her, til de skal pensioneres? Ja, ifølge Heidi Schmølz er det lykkedes at stoppe udviklingen af muskel-skelet besvær.

Se eksempler på nyttige hjælpemidler.

Medarbejderne kan mærke forskellen

De fleste kan også mærke en klar forbedring. Blandt andet arbejdsmiljørepræsentant Tina Carlsen.

- Jeg har døjet meget med mine arme og skuldre. Nu slæber jeg ikke nær så meget mere. Det kan mærkes, siger hun og tilføjer, at kollegerne er gode til at minde hinanden om at bruge hjælpemidlerne.

Djurs Mad arbejder nu på at lave den første APV, og så vil det vise sig, om der skal gøres mere for medarbejderne.


Senest revideret den 7. august 2020