Godt arbejdsmiljø i det gode køkken

Få gode råd og anvisninger om byggeri og indretning af mindre køkkener i daginstitutioner, plejeboliger, leve- og bo-miljøer m.v.

Hent publikationen her

Hvis køkkenarbejdet gør ondt

Hvis du får ondt, når du arbejder i et køkken, så kan der være mange grunde til det. Men du skal altid tage det alvorligt og gøre noget ved det.

Man står meget og bruger især armene til at løfte, røre, snitte, forme og alt muligt andet med. Vi er vokset op med køkkenarbejde, og måden vi arbejder på i køkkenet, ligger på rygraden.

Det er bare ikke altid det rigtige, der ligger på rygraden. Der er stor forskel på, om kroppen skal holde til en time i køkkenet derhjemme eller til 7-8 timer i et industrikøkken.

Får du ondt af dit arbejde, så find din smerte her og se, hvad der kan være årsagen. Læs også artiklerne om gode råd til indretning og gode råd til kroppen.

Ondt i skulder og nakke:

Måske har du for høj arbejdshøjde på borde, gryder eller pander. Så trækker du skuldrene og armene op for at nå. Løsningen er at få justeret arbejdshøjden.

Hvis du har mange eller tunge løft over albuehøjde, kan du også få ondt i skulderen. Indret køkkenet, så det, der bruges tit eller er tungt, placeres på hylder mellem midt lår og albue.

Måske rækker du tit ud til bagkanten af dit arbejdsbord. Flyt det, du arbejder med, tæt ind til kroppen.

Har du meget øsearbejde? Sæt tallerkenen/bakken fra dig og brug begge hænder til øsen. Er der en maskine, der kan klare arbejdet

Fryser du? Hvis du er udsat for træk og har for lidt tøj på, vil du automatisk spænde i skulder og nakke.

Ondt i ryggen:

Måske er din arbejdshøjde for lav, så du skal bukke dig for at snitte, røre eller hvad du nu gør. Du skal have hævet arbejdshøjden.

Måske flytter du rundt med mad og råvarer uden at flytte dig selv og dine fødder med. Du skal ikke vride i kroppen, men dreje fødder, ben og det hele med rundt, når du skal flytte noget.

Kører du med flere stativer og vogne ad gangen? Det giver uhensigtsmæssige vrid i kroppen, som kan give ondt i ryggen.

Du kan også få ondt i ryggen af mange eller tunge løft i for lav arbejdshøjde.

Hårdt underlag og overstrakte knæ kan også give ondt i ryggen. Se nedenfor.

Ondt i knæ og ben:

Hvis gulvet er hårdt, kan det være en hjælp at få en måtte at stå på. Du kan også prøve at skifte fodtøj og få stødabsorberende såler og indlæg.

Måske overstrækker du i knæene. Det kan også sætte sig til smerter andre steder i kroppen. Se afsnittet om neutralstillingen.

Ondt i albue, håndled og tommelfinger:

Måske bruger du ofte håndredskaber. En løsning kan være at få maskiner til at skære, skrælle, snitte og forme med.


Senest revideret den 24. april 2020