Alle de gode råd om at udnytte børnenes ressourcer gælder også, når I er på ture ude af institutionen.

Udfordringer for børnene:

  • At gå selv - også ind og ud af bussen 
  • At hjælpe med at skubbe klapvognen 
  • Tisse i det fri uden eller med minimal hjælp
  • Selv kravle op og ned fra klapvognen
  • Selv bære sin lille rygsæk med madpakke

Udfordringer for de voksne

På turen har I ikke de samme muligheder for at bruge hjælpemidler og velegnet inventar. Mange aktiviteter skal foregå på jorden, på gaden, på legepladser og måske i busser. Det gælder om at undgå foroverbøjede arbejdsstillinger og tunge løft.

Brug omgivelserne som hjælp

Ofte kan et trappetrin, en træstub, en bænk eller et hegn bruges til at undgå en belastende situation. I kan sætte jer ned på et trappetrin og hjælpe med tøjet i stedet for at bøje jer ned osv. Hvis I skal løfte eller bukke jer, kan I bruge en sten, en bænk eller klapvognen som støtte.

Planlæg og giv jer god tid

På ture ud af huset bliver tidspresset og uforudsete omgivelser og hændelser en ekstra risikofaktor både i forhold til arbejdsulykker, faldulykker og andre skader på bevægeapparatet.

Læs også:  Gode råd om at undgå ulykker på udflugten

Hvis I skal skynde jer at få børnene ind og ud af bussen eller over vejen, er det svært at lade være med at løfte. 

Planlæg jeres ture ud af huset og lav evt. en APV risikovurdering, hvor I tager højde for fx terræn, trafik, indlægger god tid til tissepauser - evt. lægger mærke til hvor det er egnet at tisse. Er der fx en væltet træstamme, som I kan sidde på, mens I hjælper børnene med at få tisset i det fri. I må aldrig bære barnets fulde vægt, mens det tisser. Drenge kan med fordel støttes i at læne sig fremover, så de ikke tisser på flyverdragten.

I kan bl.a. overveje, hvordan I undgår pressede situationer – måske ved at sætte mere tid af til turen eller vælge en anden rute.

Hjælpemidler

  • Tvillingeklapvogne - helst hvor børnene sidder ved siden af hinanden 
  • Klapvogne med hjælpemotor 
  • Klapvogne med store hjul og indstilleligt styr
  • Et lille håndtag, så to børn eller barn/voksen kan holde ved hinanden uden at trække for kraftigt hvis den ene falder.

Senest revideret den 7. august 2020