Neutralstillingen
Velfærdsteamet på Aalborg Sygehus beskriver ”neutralstillingen” som et godt udgangspunkt for dit arbejde. Det gør din krop parat til at bevæge sig, samtidig med at den er i balance og under din kontrol. Rejs dig op og følg med. Vi begynder forneden:
- Stå med passende afstand mellem fødderne og fordel vægten ligeligt på begge fødder.
- Knæ og hofter skal være løse/let bøjede. (hvis knæene er overstrakt, nedsættes bevægeligheden i hele kroppen. Undgå at hænge på den ene hofte.)
- Spænd mave- og rygmuskler let - ca. 25 pct. Kontroller bækkenbunden og mærk, hvordan du har kontrol og bevægelighed i kroppen.
- Skuldrene skal være lige over hoften. Forestil dig en usynlig tråd, der løfter i punktet, hvor ribbenene mødes under brystet. Dermed er ryggen også i neutralstilling.
- Slap af i skuldrene.
- Hold albuerne ind til kroppen.
- Gør nakken lang og halsen kort. Lav en lille dobbelthage.
- Fødder, hofte, skuldre og næse skal altid pege samme vej.
Neutralstillingen ved skub og træk
Når du skal trække og skubbe, bruger du neutralstillingen, men har fødderne i skridtstående stilling. Brug din egen vægt og de store muskler i benene. Du skal bøje i hofte og knæled – ikke i ryggen, der forbliver i neutralstillingen.
Neutralstillingen ved løft
Planlæg dit løft, så du er forberedt på, hvor meget og hvor langt du skal løfte. Se efter, at der er fri bane.
Mærk din neutralstilling og den kontrol, du har over din krop, når du spænder muskelkorsettet.
Løft med de store muskler i benene og flyt fødderne, så de hele tiden peger i samme retning som næsen. Hold byrden og albuerne ind til kroppen. Ryggen holdes altid i neutralstillingen.
Neutralstillingen når du arbejder med redskaber
Mærk efter, om du kan stå i neutralstillingen, mens du arbejder. Passer bordet i højden? Hvis det er for højt vil du hæve skuldrene og skubbe albuerne ud til siden. Det giver spændinger. Er det for lavt kan du ikke støtte underarmen – det kan også give spændinger.
Din og din kollegas neutralstilling
Aftal med din kollega, at I holder øje med hinanden. Sig til, hvis du kan se, at din kollega glemmer den. Vær taknemmelig, når du selv bliver husket på den!
Neutralstillingen fungerer i praksis
Personalet i centralkøkkenet på Aalborg Sygehus har haft stor glæde af at blive introduceret til neutralstillingen. Læs om det i artiklen "Finder selv ergonomiske løsninger".