Bivirkninger ved brug af fugtighedscremer

Anvendelse af fugtighedscremer kan også have uønskede virkninger. Der er en risiko for, at man udvikler kontaktallergi overfor indholdsstoffer i cremerne, fx konserveringsmidler eller parfume.

Hvis man har mistanke om kontaktallergi i forhold til en fugtighedscreme eller hvis man har haft håndeksem i længere tid, bør man få lavet en allergitest. Hvis man er blevet allergitestet og f.eks. har kontaktallergi overfor et konserveringsmiddel er det vigtigt at sikre sig, at cremen ikke indeholder netop dette konserveringsmiddel. Det er vigtigt at vælge fugtighedscreme med omtanke, når man har håndeksem eller eksem i almindelighed. Selvom at fugtighedscremer ikke er receptpligtige, er det alligevel en god ide at diskutere valg af creme med sin hudlæge.

Hvis man bruger latexhandsker, frarådes brug af fed creme eller vaseline lige inden brug af handskerne, da forskning har vist, at det kan forringe handskens beskyttende egenskaber.

I princippet kan man ikke bruge for meget creme på huden, men ved brug af fede cremer, og særligt under varme forhold, kan hudens naturlige porer blive tillukkede. Nogle kender det som varmeknopper.


Senest revideret den 21. februar 2020