Håndhygiejnen kan ofte blive bedre

Mange undersøgelser har vist, at der ofte bruges for kort tid på en almindelig håndvask, til at den er tilstrækkelig effektiv. En korrekt håndvask tager ét minut.

Hyppigheden af udført håndhygiejne for en person ansat i sundhedsvæsenet kan variere meget fra person til person.

Flere studier har vist, at håndhygiejne kun udføres mindre end halvdelen af de gange, gældende retningslinjer siger, at de skal. At så mange ikke følger retningslinjerne for håndhygiejne er uheldigt, da flere studier har dokumenteret, at der en sammenhæng mellem personalets håndhygiejne og risikoen for hospitalsinfektioner.

Årsager, der angives til, at der ikke udføres tilstrækkelig håndhygiejne, er typisk, at der ikke er tilstrækkelig tid, at der har været anvendt handsker, hudirritation, glemsomhed, at andre opgaver gives højere prioritet samt manglende kendskab til hvornår der skal udføres håndhygiejne. Dertil kommer kontakt til patienter, der menes kun at have lille risiko for infektion.


Senest revideret den 21. februar 2020