Hudens flora og betydningen af sygdomsfremkaldende bakterier

Den normale hudflora består af bakterier, der almindeligvis ikke fremkalder sygdom. Antallet af bakterier er forskelligt fra kropsdel til kropsdel.

Der er flest bakterier i armhulen, ved lysken og kønsorganerne, samt på hænderne. Nogle personer kan være bærere af sygdomsfremkaldende mikroorganismer, fx gule stafylokokker, uden at have symptomer på sygdom.

Bakterier kan overføres fra en patient til en anden. Hvis det sted, der bliver berørt er fugtigt, eller hænderne er våde, bliver der overført langt flere bakterier. Sygdomsfremkaldende bakterier kan findes på personer med rask hud, men findes især hos patienter med kronisk kontakteksem, fx håndeksem samt hos patienter med andre kroniske sygdomme som sukkersyge eller hos patienter i dialyse.

Patientens bakterieflora, både normalflora og sygdomsfremkaldende bakterier, findes også på ting, som har været i nær kontakt med patienterne, fx sengelinned og møbler. Patientens bakterieflora kan også overføres ved indirekte kontakt, fx ved at en patient har siddet på en stol og der så efterfølgende sætter sig en ny patient. Plejepersonale kan også komme i kontakt med patientens bakterieflora ved såkaldte ”rene aktiviteter” som at tage puls eller blodtryk. Derfor er det vigtigt at følge de faste regler for god håndhygiejne. 


Senest revideret den 21. februar 2020