Erhvervsbetinget håndeksem

Håndeksem er den erhvervssygdom, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring oftest anerkender. Sygdommen rammer især yngre mennesker og hyppigere kvinder end mænd.

Hudlidelser er den hyppigst anerkendte erhvervssygdom i Danmark. Hvert år anmeldes omkring 2500 tilfælde af hudlidelser til Arbejdsskadestyrelsen. Med en gennemsnitlig anerkendelse omkring 62%, er hudlidelser de hyppigst anerkendte arbejdsrelaterede sygdomme. Omkring 90% af de anerkendte arbejdsrelaterede hudsygdomme drejer sig om håndeksem.

Til sammenligning, bliver sygdomme i bevægeapparatet (fx ryglidelser) og psykiske lidelser hyppigere anmeldt, men de anerkendes ikke så ofte som hudlidelser. De anerkendte sager udgør kun toppen af isbjerget, idet mange mennesker på et tidspunkt i deres arbejdsliv vil opleve at have problemer med deres hænder, men uden at dette anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Der er næsten dobbelt så mange kvinder som mænd, der får anerkendt en hudlidelse som erhvervssygdom. Dette skyldes ikke, at kvinder har en sartere hud end mænd, men at de oftere er ansat i jobs med hudbelastning fx på hospitalerne og indenfor fremstilling af fødevarer.

Nogle af dem, der får anerkendt en arbejdsbetinget hudsygdom, får problemer med huden allerede kort tid efter, at de begyndte på en uddannelse eller blot få år inde i deres ansættelse. Andre får først problemer efter flere års ansættelse. Gennemsnitsalderen er omkring 36 år for personer, der får anerkendt en arbejdsbetinget hudsygdom. Den hyppigst form af de anerkendte kontakteksemer er irritativ kontakteksem der står for ca. 70%; hvilket primært skyldes vådt arbejde. 

Hvis man får eksem på hænderne, der varer ved i længere tid, kan man risikere at skulle sygemeldes og i nogle tilfælde må man omskoles eller skifte job.  Håndeksem er ofte til stor gene for dem, der rammes af sygdommen. Daglige gøremål bliver svære, og ens jobsituation kan påvirkes. Håndeksem er derfor også en risikofaktor for langtidsarbejdsløshed og førtidspension. Omkostningerne til kontakteksem i Danmark er estimeret til ca. 800 millioner kroner om året, men der er ikke foretaget eksakte beregninger.

Relevante links: 


Senest revideret den 24. april 2020