Metode 2: Hesteskoen

Tag temperaturen på trivslen under forandringen: Er forandringen forståelig, meningsfuld og ønskelig? Hvordan kan I fremme dette?

1. Book et lokale med god gulvplads. Medbring et tilpas langt reb og læg det op i hesteskoform midt på gulvet. Vært eller facilitator introducerer til mø- dets formål og forløb.

2. Stil det spørgsmål, gruppen skal forholde sig til. Vær sikker på, det bliver forstået ens af alle, og at det er relevant for alle at svare på det. Spørgsmålet kan fx være:
• På en skala fra 1 til 10, i hvilken grad forstår du baggrunden for forandringen?
• På en skala fra 1 til 10, hvor godt klædt på føler du dig til den forestående forandring?
• På en skala fra 1 til 10, i hvor høj grad trives du i denne forandringsproces? Se flere eksempler på spørgsmål i boksen.

3. Definer hesteskoens ene ende som 1 og den anden ende som 10, så ingen er i tvivl om skalaens ender. Giv nu 5-10 sekunder til at tænke over deres positionering, og lad dem så gå direkte hen til det sted på skalaen, som repræsenterer deres svar. 

4. Bed deltagerne finde en dialogmakker og interviewe hinanden med spørgsmål som fx:
• Hvad gør, at du står netop her på 5 og ikke helt nede på fx 2?
• Hvad skulle der til, før du kunne stå helt oppe ved fx 8?

5. Spørg nu som facilitator ind til begrundelserne for, at deltagerne står, hvor de står. Som facilitator kan du fx spørge åbent til alle:
• Hvad tænker I om jeres fordeling langs rebet samlet set?
• Er I overraskede over, hvor højt I står? Hvor lavt? Hvor spredt?

6. Afdæk nu styrkerne ved, hvor I er (”hvad gør, at du/I står her, og ikke længere nede?”) og forbedringspotentialerne (”hvad skulle der til, før du/I kunne stå et trin længere oppe?”). Skriv op på to flip-overe – en til styrker og en til forbedringspotentialer.

7. Lav om muligt en umiddelbar prioritering af inputtene med deltagerne på stedet. Gør det ud fra, hvad der giver meget energi, har meget opbakning og/eller hurtigt kan gøres noget ved. Alternativt kan planlægningsgruppen tage inputtene med hjem og arbejde videre med en prioritering.

Få mere information og hent dialogmetoden "Hesteskoen".

Du kan også hente det samlede hæfte "Skab robuste forandringer".


Senest revideret den 23. april 2020