Fem spark bagi til de mødetrætte

Gør møder mere inspirerende med Bo Krügers fem spark bagi til den mødetrætte.

1. Spark - Scenografi

Fysiske omgivelser påvirker vores måde at tænke og arbejde på. Arbejd på selv at iscenesætte nogle stimuli, som giver jeres tanker den retning, I gerne vil have. Vælg eventuelt en metafor, I gerne vil bruge for mødet. F.eks. kan bjergbestigning bruges som metafor for mål, der skal nås. Spil tibetansk munkesang og sæt ris til at koge på en primus med et billede af Everest i baggrunden.

2. Spark – Rekvisitter

Læringsforskning har vist, at mange er mere deltagende, hvis de kan sidde med noget i hånden, eller hvis de kan få lov at tegne på kladdehæftet. Rekvisitter og billeder kan få os til at bryde vanetænkningen og komme på nye idéer og tanker. Prøv f.eks. at finde et par rekvisitter, og læg dem frem på mødebordet. Sæt f.eks. en skarp kniv fast i bordpladen for at vise, at her skal der skæres ind til benet; eller læg en gummihjerne som tegn på, at i dag skal der tænkes.

3. Spark - Bord- og stoleopstilling

De fleste møder foregår ved, at vi sidder rundt om et bord. Ofte får vi sat os for langt fra hinanden eller i små kliker, som cementerer hierarkier og roller i organisationen. Derudover sidder vi ofte alt for længe på det samme sted, og vi bliver trætte og ukoncentrerede. 

Prøv at holde mødet på en ny måde, f.eks. stående eller uden bord. Fysisk mobilitet skaber også tankemæssig mobilitet. 

4. Spark - Energizers

Ofte kommer vi til et møde trætte og lettere stressede med tankerne et helt andet sted. Vi bruger en masse tid på at komme op i omdrejninger. Ved at bruge ’energizers’, som er små fysiske og mentale øvelser af 5-10 minutters varighed, kan vi hurtigt og effektivt skærpe koncentrationen, fokus og kreativiteten i gruppen. Man skaber en humoristisk og energifyldt stemning, hvor folk tør lidt mere.

5. Spark - Struktur

De bedste møder er ofte dem, hvor mødedagsordenen og strukturen er klar og tydelig. Mange tror fejlagtigt, at kreativitet og demokratiske processer udfolder sig bedst med så lidt ledelse som muligt. Hvis vi skal have idéer til f.eks. en ny strategi, skal vi ikke bruge krudtet på hele tiden at diskutere, hvordan vi skal få idéer, men blot bruge kræfterne på at få idéerne, hvilket vi bedst kan, hvis der er nogen, der på forhånd har aftalt, hvordan vi skal gøre.


Senest revideret den 24. april 2020