Del: - -

Indflydelse og ansvar

Teamarbejde kan give mere indflydelse, men det kan også være med til at lette ansvarspresset på den enkelte medarbejder.

Indflydelse er vigtig for trivslen

Indflydelse er en vigtig faktor for et godt psykisk arbejdsmiljø. Da både teamarbejde og projektarbejde typisk – men ikke altid – giver medarbejderne mere indflydelse på arbejdet, kan det altså være med til at reducere fx stress og skabe større arbejdsglæde.

I de senere år er der dog sat spørgsmålstegn ved, om mere indflydelse og mere ansvar entydigt forebygger stress. Det er især undersøgelser blandt højtuddannede, som peger på, at stress også rammer medarbejdere med stor indflydelse på deres egen arbejdssituation.

Hvis man bliver ved med at skrue op for kravene til medarbejderne, er det altså ikke sikkert, at mere ansvar og indflydelse på arbejdet bliver ved med at have en positiv virkning.

Indflydelse er et vitamin

Den såkaldte Vitaminmodel viser dette ved at sammenligne indflydelse på arbejdet med vitaminer. I en vis mængde er de meget gavnlige, men det giver ingen yderligere effekt at spise flere. Nogle vitaminer bliver endda skadelige i for store mængder.

Især når indflydelsen er kombineret med meget høje krav – måske dikteret af medarbejdernes egne ambitioner – kan det være skadeligt. I disse tilfælde vil man ofte opleve stress og arbejdsglæde gå hånd i hånd.

Et andet aspekt omkring indflydelse i forbindelse med overgang til teamarbejde er, at nogle medarbejdere kan opleve, at teamarbejdet reducerer deres egen indflydelse på arbejdet. Det drejer sig typisk om specialister, som er vant til selv at styre deres arbejdsopgaver i tæt kontakt med den nærmeste leder. Hvis de skal arbejde i team, er det vigtigt at overveje, hvordan man skal tackle deres oplevelse af kontroltab.


Senest revideret den 11. maj 2020