Del: - -

Roller og ansvar i håndtering af sygefravær

Både ledelsen og arbejdsmiljøorganisationen har vigtige roller i forhold til sygefraværet og bør samarbejde tæt om opgaven. Men det er vigtigt, at I har styr på roller og ansvar.

Det er vigtigt, at I skelner mellem arbejdsmiljøgruppens og ledelsens ansvar og opgaver.

  • Arbejdsmiljøgruppen skal lave APV, vejledning til kollegerne og følge op på fælles beslutninger. Medarbejdernes repræsentanter skal desuden drages ind i arbejdet med at styrke trivsel og sundhed på arbejdspladsen.
  • Lederen har ansvar for den konkrete personaleledelse, herunder den enkelte medarbejders sygefravær, sygefraværssamtaler osv. Det er ikke arbejdsmiljøorganisationens ansvar.

Hold jer til det fælles

I praksis er der en gråzone mellem arbejdsmiljøgruppens og lederens opgaver. I kan komme ud for situationer, hvor det er svært at skelne mellem generelle forhold om arbejdsmiljøet og individuelle forhold for den enkelte medarbejder.

Arbejdsmiljøgruppen skal holde fokus på det, der er fælles for hele arbejdspladsen. Selv om sygefraværet er koncentreret om en eller nogle få personer, kan årsagen ofte være et generelt arbejdsmiljøproblem.

  • Allergi er et eksempel: Et dårligt indeklima kan gøre allergikere syge, selv om de fleste af kollegerne ingen symptomer har. Årsagen er et dårligt arbejdsmiljø – ikke at nogle få medarbejdere er særligt følsomme.
  • Mobning er et andet eksempel: Selv om kun et enkelt offer for mobningen får sygefravær, er problemet generelt for hele arbejdspladsen – nemlig dårligt samarbejde, dårlig ledelse og konflikter, som ikke bliver løst.

I begge eksempler er det arbejdsmiljøgruppens opgave at finde den generelle årsag bag de individuelle problemer. APV’en er et redskab, som I kan bruge til at tage fat på forhold, som er svære at tale om i hverdagen, som fx dårlig ledelse eller konflikter.

Undgå syndebukke

På nogle arbejdspladser opstår der en fortælling om enkelte medarbejderes fejl. Sygefravær og dårligt psykisk arbejdsmiljø kan blive forklaret med, at en bestemt person er ukvalificeret, mangler engagement eller har negativ indflydelse på klimaet.

Fortællinger om enkeltpersoners fejl og mangler kan være en bekvem måde for ledelsen og kollegerne til at se bort fra problemer, som i virkeligheden har deres rod i dårlig ledelse, dårligt samarbejde eller dårligt arbejdsmiljø.

Det kan fx være ældre medarbejdere, som kollegerne mener er uengagerede eller uden omstillingsvilje - men som ledelsen måske i årevis har forsømt at stimulere og udvikle. I skal forsøge at se bag om den type af forenklinger og se på arbejdspladsen og sygefraværet uden fordomme.

Konflikter i samarbejdet

Lederen og medarbejderne kan have et helt forskelligt billede af årsagerne til fraværet. Et konfliktfyldt forhold mellem ledelse og medarbejdere kan i sig selv medvirke til et højt fravær, og samtidig blokere for at parterne kan arbejde konstruktivt sammen om at sænke fraværet. 

Hvis arbejdet med sygefravær udløser konflikter, eller hvis konflikter i sig selv er årsagen til sygefravær, skal I bruge de metoder og redskaber, som handler om konfliktløsning.

Læs mere om konflikter


Senest revideret den 29. april 2021