Del: - -

Dialogværktøj på RUC: "Hvordan trives du i forandringsprocessen?"

'Hesteskoen' er en af de konkrete øvelser, som arbejdsmiljøorgan-isationen på RUC har brugt som afsæt for dialog om trivsel og forandringer. Det virkede!

"I hvor høj grad trives du i denne forandringsproces - på en skala fra 1 til 10?". Dette simple spørgsmål var afsæt for en konkret øvelse, da hovedarbejdsmiljøudvalget på Roskilde Universitet RUC samlet ca. 30 medlemmer af de lokale arbejdsmiljøudvalg til møde i maj 2016.

'Hesteskoen' er en simpel metode til at få en gruppe til at tage stilling og reflektere over deres egen position i forhold til en forandringsproces. Man lægger et reb på gulvet i en hesteskoform, og deltagerne placerer sig alt efter deres egen oplevelse - med 1 i den ene ende og 10 i den anden.

Øvelsen findes i hæftet Skab robuste forandringer, som er udgivet af BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration.

Er det for fjollet?

"Det lyder utrolig simpelt, og jeg var på forhånd lidt nervøs for, om folk ville synes, det var fjollet eller ikke rigtig ville spille med", fortæller arbejdsmiljøkonsulent Pernille Birk.

"Vi er jo et kritisk universitet, og hvis folk synes, at noget er tåbeligt, så siger de det! Men faktisk virkede det utrolig godt, og vi fik taget nogle meget spændende diskussioner. Det var et rigtig godt og konkret afsæt at se, hvordan vi hver især oplevede situationen lige nu", fortsætter hun.

"En af institutlederne stillede sig fx på et rent 10 - lidt med et smil. Han medgav, at vi har det svært nu, men han var fortrøstningsfuld og sikker på, at det ville ende godt. Det gav en meget fin diskussion".

En appetitvækker

"Vi brugte øvelsen 'Hesteskoen' som en appetitvækker til deltagerne, og tanken er, at de selv skal bruge denne og andre øvelser hjemme i deres egne afdelinger og lokaludvalg. Samtidig har vi taget spørgsmålet om, hvordan den enkelte trives i forandringsprocesserne, med i den APV, vi netop har sat i gang", siger hun.

Konkret og brugbart

Baggrunden for øvelsen var, at RUC (ligesom så mange andre offentlige og private organisationer), står i næsten konstante organisationsændringer og effektiviseringer.Det presser medarbejderne, og derfor er det vigtigt at ruste både ledelse og arbejdsmiljøorganisation til at håndtere potentielle problemer i arbejdsmiljøet.

"Det bliver tit en meget overordnet diskussion, og derfor kan jeg rigtig godt lide hæftet om robuste forandringer. Det er meget konkret og lige til at gå til, og man kan plukke de øvelser og metoder ud, som passer til éns egen situation", siger Pernille Birk.

Ros til ledelsen

Pernille Birk roser i øvrigt universitetets ledelse for at tage arbejdsmiljøet meget alvorligt i forbindelse med de løbende forandringsprocesser:

"Vi oplever en høj grad af fokus og et højt informationsniveau omkring både organisationsændringer og effektiviseringer. Det er med til at skabe et godt grundlag for at håndtere det psykiske pres, som uundgåeligt følger med", siger hun.

Læs mere og se beskrivelse af 'Hesteskoen' og en række andre øvelser i hæftet Skab robuste forandringer.

Læs også temaet om organisatorisk robusthed på godtpsykiskarbejdsmiljo.dk her.


Senest revideret den 5. maj 2020