Fysisk eller psykisk arbejdsmiljø?

Når indeklimaet giver problemer, kan der være tale om en blanding af fysiske og psykiske påvirkninger, som tilsammen gør, at medarbejderne trives dårligt på arbejdspladsen. Både fysiske og psykiske symptomer kan være forbundet med såvel dårligt indeklima som helt andre forhold på arbejdspladsen – fx stress, konflikter og dårlige arbejdsstillinger.

Flere årsager

For en kontormedarbejder kan hovedpine og muskelsmerter i nakke og skuldre fx udløses af støj, refleksioner i skærmen eller dårlig udluftning. Men de kan også skyldes et stort arbejdspres eller en dårlig mus. Det er samtidig veldokumenteret, at tolerancen over for fx støj falder, hvis arbejdspladsen er præget af stress og et dårligt samarbejdsklima.

Langvarig stress kan sænke kroppens evne til at modstå fysiske belastninger og infektioner. Derfor kan et dårligt psykisk arbejdsmiljø forstærke problemer med indeklima og med arbejdsmiljøet generelt.

Se sammenhængen

Det er således vigtigt, at arbejdsmiljøgruppen ser indeklimaet i sammenhæng med andre dele af arbejdsmiljøet.

Både arbejdets organisering, arbejdspladsens indretning, inventar og udstyr kan spille sammen med indeklimaet på en kompliceret måde.

  • Et generelt dårligt arbejdsmiljø kan betyde, at problemer med indeklimaet opleves værre.
  • Omvendt kan et godt arbejdsklima betyde, at medarbejdernes tolerance over for forhold i indeklimaet er større.

Arbejdspladsen eller...?

Det kan være svært at afgøre, om symptomerne stammer fra indeklimaet, eller de skyldes forhold, der intet har med arbejdspladsen at gøre – fx fysisk sygdom eller forhold i privatlivet eller boligen.

Hvis symptomerne svækkes eller forsvinder i weekender og ferier, er det et tegn på, at arbejdspladsen kan være årsagen. Men det besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt symptomerne skyldes indeklima eller andre fysiske eller psykosociale forhold på arbejdspladsen.

Læs også artikelserien: Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø hænger sammen.


Senest revideret den 5. maj 2020