Branchevejledning: God rengøring - godt indeklima
Hent vejledningen

Prioriter rengøringen og undgå dårligt indeklima

Et højt indhold af støv i luften kan give symptomer som irritation i øjne, næse og luftveje, infektioner i luftvejene, træthed, hovedpine og koncentrationsbesvær. Den bedste måde at bekæmpe problemer med støv i luften er at gøre ordentligt rent.

Også kemikalier, parfumer og duftstoffer i luften kan give et dårligt indeklima. God rengøring betyder derfor også, at man undgår at bruge rengøringsmidler, der indeholder parfume, organiske opløsningsmidler eller andre skadelige kemiske stoffer.

 

Tre veje til en god rengøring

Oprydning: Rengøringspersonalet kan kun gøre ordentligt rent inden for den fastsatte tid, hvis lokalerne er ryddet op og klar til rengøring. Derfor er god rengøring et fælles ansvar for alle ansatte og brugere på arbejdspladsen.

Ressourcer: Hvis budgettet er for stramt, er rengøringen sårbar: Rengøringspersonalet har ingen ’luft’ i tidsplanen, hvis noget går galt, eller hvis der er større behov for rengøring end beregnet.

Vedligeholdelse: Det er vanskeligt og mere tidskrævende at gøre ordentligt rent, hvis bygninger og inventar er nedslidt og i dårlig stand.

 

Gør rengøringsopgaven synlig

På arbejdspladsen kan I styrke opmærksomheden på god rengøring på flere måder. I kan gøre rengøringen til en fast del af arbejdspladsens APV. I kan påvirke kolleger og brugere til at rydde bedre op og lette arbejdet for rengøringspersonalet.

I kan inddrage hele personalegruppen i spørgsmålet om, hvordan rengøringsopgaven skal prioriteres og planlægges. I kan gøre ledelsen tydeligt opmærksom på for eksempel manglende vedligeholdelse eller urealistiske rengøringsbudgetter.

 

Værd at vide

Støvet består bl.a. af hudskæl, papirstøv, pollen, mikroorganismer og smuld fra tæpper, møbler og byggematerialer. Støv og skidt, som slæbes ind udefra på fodtøjet, kan indeholde store mængder af organisk materiale fx svampe.

Det er især folk med astma og allergi, som kan reagere stærkt på dårlig rengøring, men deres reaktion er ofte et forvarsel om, at der er generelle problemer med indeklimaet. 

Den daglige rengøring omfatter ikke fx ventilationskanaler, lysarmaturer, radiatorer osv. Rengøringsplanen bør derfor også omfatte hovedrengøring med passende mellemrum.

Læs meget mere om rengøring og indeklima på Indeklimaportalen.

Læs også om ergonomi, smerter og nedslidning i rengøringen her.


Senest revideret den 7. maj 2020