Bygningen er udgangspunktet: Dæmp støjen med god akustik

Akustikken i bygningen og rummene skal være i orden. Det er et fundamentalt krav til dagtilbud og SFO og en forudsætning for, at I kan få et acceptabelt støjniveau. Ofte er det hverken dyrt eller besværligt at opnå klare forbedringer i akustikken.

Frederiksbjerg Børnehus: "Her er bare fantastisk!"

"Jeg har aldrig i mine 25 år som pædagog været i en institution, der er så godt lyddæmpet. Her er bare fantastisk! Jeg håber rigtig mange vil lære af de erfaringer, der er gjort hér", siger en begejstret Preben Larsen, pædagogisk leder i Frederiksbjerg Børnehus i Aarhus, som blev taget i brug i august 2016.

Klik og se hvorfor akustikken i Børnehuset er blevet så god (klik her for stort).

God akustik koster ikke ekstra

Erfaringerne fra Frederiksbjerg Børnehus er et eksempel på, at et gennemtænkt byggeprogram med klare krav til de akustiske forhold kan sikre et super godt lydmiljø, når man bygger eller renoverer dagtilbud og SFOer. Og det behøver ikke koste ekstra:

"Når god akustik er tænkt ind fra starten af byggeriet, er det ikke en ekstra omkostning af betydning", siger akustiker Ditte Klener fra COWI. Det er COWI, som har udarbejdet byggeprogrammet og dermed kravene til akustik i Frederiksbjerg Børnehus.

"De store udgifter opstår, hvis man bygger forkert fra starten. Så kan det være både dyrt og besværligt at rette op på fejlene, specielt hvis man skal pille ved arkitekturen og den grundlæggende konstruktion", siger hun.

Også til eksisterende bygninger

God akustik bør også tænkes ind i renoveringer og ombygningsprojekter i eksisterende institutioner, og hvis en bygning, som tidligere har været brugt til et andet formål, nu skal anvendes som dagtilbud eller SFO.

Langt de fleste af de støjdæmpende elementer kan eftermonteres i eksisterende bygninger: Det er enkelt og relativt billigt at montere akustiklofter og lyddæmpende vægplader, opslagstavler osv.

Og virkningen er markant. Hør her, hvor stor forskellen er før og efter opsætning af akustiklofter:


Video: Alpha Akustik

 

De vigtigste veje til bedre akustik

Loftet og væggene er det mest effektive sted at starten når I skal forbedre akustikken. Vent ikke på den perfekte løsning: Ofte kan I opnå mærkbare forbedringer i akustikken med enkle og billige tiltag. I bør bruge erfarne håndværkere og testede og klassificerede produkter. Ellers er der risiko for, at i spilder pengene på tiltag, som ikke virker godt nok.

 

Bygningen gør det ikke alene...

En god akustik i bygningen er fundamentet for et godt støjmiljø. Men der er også brug for at arbejde med støjdæmpende indretning og jeres organisering og pædagogiske praksis, hvis I skal opnå en hverdag uden generende støj.


Senest revideret den 23. april 2020