Tumlelunden: Afsæt i funktioner og bevægemønstre

Pædagogikken og den daglige organisering af arbejdet har været styrende for udformningen af et helt nyt hus til Tumlelunden i Viborg. Huset er et resultat af en grundig proces og trækker på fire års erfaringer fra knap så velegnede lokaler.

Kompromiser er nødvendige, når man skal indrette en daginstitution i lokaler, som egentlig er bygget til en idrætsforening. Det er den daglige erkendelse i den private institution Tumlelunden, som siden sin start i 2012 har boet til leje på første sal i  Liseborgcentret i den sydlige del af Viborg.

Her er skråvægge overalt og mange gennemgangsrum, som skaber konstante forstyrrelser. Og selv om der er monteret lyddæmpende lofter, har de efterhånden 100 børn og 23 medarbejdere levet med en halvdårlig akustik.

 

Pædagogikken styrer byggeriet

Det ændrer sig i marts 2017, når Tumlelundes helt nye hus står færdigt på grunden ved siden af Liseborgcentret. De nye bygninger er fra starten tænkt og designet til at understøtte de pædagogiske mål og metoder, som i dag ofte er i konflikt med rummene.

"Vi har tænkt rigtig meget over funktioner og bevægelsesmønstre, så vi får sit lidt uro og så få forstyrrelser, som muligt, samtidig med at der er masser af muligheder for udfoldelse og fleksibilitet", siger Tumlelundens leder Birgitte Bang.

Løsningen er blevet et hus med et stort, centralt rum, som er omgivet af alle de øvrige funktioner: Grupperum, garderobe, køkken, personalerum, administration osv. Det centrale hjerte kan opdeles i mange små miljøer i hverdagen, men det vil også kunne bruges til store møder, hvor måske 100 mennesker spiser sammen.

Grundplanen i det nye hus.

Indgangen leder til garderoben og personale/ administration. Grupperum og køkken ligger rundt om et centralt rum, som kan opdeles på mange måde, men også bruges til fx møder og fælles-spisning. Der er udgang til det fri fra alle grupperum og via to store glaspartier i det centrale rum. Under tagets brede udhæng kan man koble inde/ude også i halvdårligt vejr. (Klik for stort).

"Grundplanen afspejler den måde, vi har organiseret os i hverdagen. De seks børnegrupper har ikke deres hver deres rum men vil bevæge sig rundt i huset efter funktioner og aktiviteter. Der bliver et musikrum, et tegne-male rum, et stillerum, et tumlerum osv.", forklarer Birgitte Bang.

 

20-25 'stationer' i huset

Målet er at indrette 20-25 'stationer' - hjørner, nicher og steder hvor en lille gruppe børn kan være sammen om en bestemt aktivitet uden at forstyrre de øvrige børn. Ud over selve huset på 875 kvm og den obligatoriske legeplads har børnene desuden adgang til at udnytte idrætscentrets sportshal og til 14.000 kvm. skov, som hører til institutionen.

"Det er vigtigt for os, at også de særligt sårbare eller sensitive børn kan finde den nødvendige ro til pauser og en lille time-out. Derfor vil vi kunne bruge hele huset, også personalerum og kontor, til de daglige aktiviteter for børnene".

 

Tæt samarbejde med kommunen

Tumlelunden har et meget tæt samarbejde med Viborg Kommune, som har udlejet byggegrunden og den tilhørende skov til projektet. Samtidig er der indgået en samarbejdsaftale med idrætscentret, som institutionen kan benytte sportshallen og de øvrige faciliteter.

Som privat institution har Tumlelunden derimod ikke kunnet trække på rådgivning og byggeteknisk faglighed i Viborg Kommune. I stedet har man haft et meget tæt samarbejde med entreprenørerne og med den private investor, som opfører det nye hus til institutionen og udlejer det på en 30-årig kontrakt.

 

"Vi skal også være realistiske..."

I hele processen er der lagt vægt på en høj kvalitet i byggeriet, herunder godt indeklima og ikke mindst god akustik. Samtidig får huset et stort solcelleanlæg på taget og bliver dermed næsten selvforsynende med energi. Alt i alt et ambitiøst byggeri, hvor der er tænkt over både de overordnede mål og de små detaljer.

"Lige nu går vi og minder hinanden om, at vi ikke må bliver for begejstrede. Vi har tårnhøje forventninger til det nye hus, men vi skal jo også være realistiske. Der vil helt sikkert være ting, som ikke lykkes helt, og som vi skal arbejde med. Sådan er det jo", slutter Birgitte Bang.


Senest revideret den 23. april 2020