Det siger børnene selv om støj

Undersøgelser viser, at rigtig mange børn er generet af larm i dagtilbud og SFO - især larm fra de andre børn. Men ikke alle børn er generet: Nogle har 'stenører' og andre har følsomme 'glasører'.

Børn døjer med støjen

En undersøgelse fra Børnerådets Minibørnepanel viser, at en stor del af de fem-seksårige børn er generet af larm i større eller mindre grad. Flere end 1.100 børn blev spurgt, ikke om der er larm, men om de synes, der er for meget larm og støj i deres børnehave.

Hertil svarer 41% ja, 22% nogle gange, mens 37% ikke oplever larm og støj som et problem.

 

Hør hvad børnene selv siger om støj

 

Larmen kommer fra børnene selv

De fleste børnene i undersøgelsen mener, at det meste larm stammer fra børnene selv. To perspektiver går igen – dels at der er nogle bestemte børn, som larmer mere end andre, og dels at larmen opstår, når der er mange børn sammen, fx til samling eller ved frokosten:

  • Katrine: Jeg synes ikke, det er rart at høre på alt den larm, når vi spiser. Jeg får ondt i ørene og i hovedet.
  • Mik: De skriger også, nogle børn. Conrad, han skriger, så hele rød stue og grøn stue kan høre ham.

 

Hjælp fra de voksne

Børnenes svar vidner om, at både børnene og de voksne kan være voldsomt generet af larmen. Når børnene gerne vil have ro, har de groft sagt to muligheder:

  • Enten kan de gå et sted hen, hvor der ikke er larm – hvilket kan være ærgerligt, hvis man er i gang med en leg eller aktivitet, der ikke kan flyttes.
  • Eller de kan appellere til de voksne om at få stoppet larmen – nogle børn signalerer det ved at holde sig for ørene, andre beder direkte de voksne om hjælp.

 

Stenører og glasører

Men alle børn påvirkes ikke lige meget af støj. Nogle børn siges at have ”stenører” og synes ikke at være generet af støjen. De har selv en tendens til at udtrykke sig meget højrøstet – højere end det eksisterende støjniveau.

Som modpol taler man om børn med ”glasører”. De generes meget af støjen og forsøger at undgå den ved at søge væk, fx ud på legepladsen, eller ved at holde sig for ørene. De børn, Børnerådet har talt med, kender tydeligvis til begge typer.

Kilde: Indemiljø i børneperspektiv. En undersøgelse i Børnerådets Minibørnepanel


Senest revideret den 23. april 2020