Støj i dagtilbud og SFO

Hent kort introfolder til kollegerne og få 5 tips til god akustik.

Læs mere
Åbne kontormiljøer

Tre målrettede guider giver bud på, hvordan man kan tackle problemer i eksisterende åbne kontormiljøer.

Læs mere

Arbejdsskader som følge af støj

Høj og vedvarende støj kan give høreskader. Læs her om de mest almindelige skader og gener som følge af støj. Og husk, at alle arbejdsskader skal anmeldes.

Kroppen påvirkes rent fysisk af støj, og man kan risikere nedsat høreevne. Et begyndende høretab vil typisk vise sig ved, at man har svært ved at høre de høje toner. Fortsætter sliddet på hørelsen vil høretabet også brede sig til de dybere toner. Når der er sket fysiske skader i øret, kan høretabet ikke helbredes.

 

Unødig støj skal undgås på arbejdspladsen

Arbejdstilsynets Støjbekendtgørelse §9, slår fast, at "Unødig støjbelastning skal undgås. Støjniveauet under arbejdet, herunder niveauet for infralyd og ultralyd, skal derfor holdes så lavt, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling"

I bekendtgørelsen fremgår det desuden, at "de akustiske forhold skal være tilfredsstillende", og at ingen må udsættes for vedvarende støjbelastning over 85 dB uden beskyttelse.

 

Følger af for meget støj

I Arbejdstilsynets Vejledning D6.1-4 om støj fremgår det, at støj har en række helbredseffekter og genevirkninger på mennesker:

  • Vedvarende støjbelastning over 80 dB(A) indebærer risiko for høreskader. Den individuelle følsomhed for støj varierer dog meget. Der er belæg for, at visse særligt følsomme personer kan risikere høreskade efter mange års udsættelse for støjbelastninger på 75-80 dB(A). Der findes dog endnu ingen enkle og sikre metoder til at afgøre, om en person er mere eller mindre følsom for støj.

  • Vedvarende støjbelastning på 85 dB(A) indebærer risiko for alvorlige høreskader.

  • Vedvarende støjbelastning på 90 dB(A) indebærer, at risikoen for alvorlige høreskader er næsten tre gange så høj som ved en støjbelastning på 85 dB(A).

  • Kraftig impulsstøj, hvor spidsværdier overstiger 130-140 dB(C), kan skade hørelsen selv ved ganske få kortvarige påvirkninger. Impulsstøj kommer fra fx slag, metal mod metal.

  • Høreskadende støj kan give anledning til tinnitus (susen for ørerne).

  • Tinnitus kan have mange andre årsager end støj, fx alder. Der er ikke belæg for, at støj er en primær kilde til udvikling af tinnitus i erhverv med støjbelastninger under 75-80 dB(A) - her synes stress og emotionel udmattelse at have større betydning.

  • Visse kemiske stoffer kan gøre øret mere følsomt for støj eller kan på anden måde skade hørelsen.

  • Kraftige vibrationer, der optræder sammen med støj, kan forøge risikoen for høreskader.

  • Svag støj kan forstyrre arbejdsfunktioner, der kræver koncentration, fx undervisning og kontrolrumsarbejde.

  • Selv svag støj kan være generende. Støj, herunder støj fra menneskelig aktivitet, kan også være psykisk belastende, hvis arbejdet indeholder store følelsesmæssige krav, arbejdet er kompliceret eller der ofte arbejdes med korte deadlines.

Læs mere om støj og høreskader på Arbejdstilsynets temaside om støj.

 

Husk: Arbejdsskader skal anmeldes

Det er vigtig at skelne mellem skader og gener. En skade, som skyldes en ulykke eller en længerevarende påvirkning, kan være en arbejdsskade, der giver mulighed for erstatning efter lovgivningen om arbejdsskader. 

Hvis I har mistanke om, at en medarbejder har fået høreskader som følge af arbejdet, er det meget vigtigt, at skaden bliver anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Inden da skal vedkommende gå til sin egen læge og blive grundigt undersøgt. Læs mere om anmeldelse af arbejdsskader her.


Senest revideret den 23. april 2020