Af Stephanie Hollender
Vejen tilbage til arbejdslivet efter et sygdomsforløb med covid-19 kan tage lang tid, men det hjælper at have forstående chefer og kolleger. Det kan den 65-årige social- og sundhedsassistent Anette Piepgrass skrive under på. I maj blev hun smittet med covid-19 på sit arbejde og har siden været plaget af senfølger. I august begyndte hun at arbejde få timer om ugen, og i slutningen af november vender hun tilbage på fuld tid igen. Så godt hun nu kan.
“Hvis jeg får nogle tilbagefald, så tager vi den derfra og laver en ny plan,” siger Anette Piepgrass og hentyder til ledelsen på plejecenter Hørgården på Amager i Københavns kommune, hvor hun arbejder.
Udmeldingen er symptomatisk for hele Anette Piepgrass’ forløb, for siden hun blev sygemeldt i foråret, har hun været i kontakt med sin teamleder cirka hver 14. dag. Samtalerne har hele tiden handlet om Anettes tilstand. I begyndelsen var hun dog så dårlig, at hun knap kunne tale. I dag er hun mest plaget af senfølger, hvor hun har svært ved at huske, at koncentrere sig, er svimmel og har ondt i hoved og krop. Det gør, at hun til tider ikke kan rumme mange mennesker og oplever, at hun går rundt i en boble.
De kognitive og fysiske senfølger har betydet, at hun i begyndelsen kun arbejdede så mange timer, som hun kunne, og at hun blev skånet for nogle opgaver. For eksempel blev hun fritaget for at reagere på klokker, når patienterne ringer efter personalet.
“Det har givet mig ro og sikkerhed, at jeg til hver en tid har kunnet sige, at jeg er nødt til at gå hjem for i dag, eller at jeg ikke kan udføre en opgave,” fortæller Anette Piepgrass.
Forståelse oppefra
Indtil Anette Piepgrass’ raskmelding i slutningen af november er hendes timer dækket af en vikar. På papiret tæller Anette derfor som en ekstra mand. Det kræver økonomi og forståelse fra den øverste ledelse at gøre det på den måde, lyder det fra teamleder og sygeplejerske Nina Kjær Knudsen.
“Det er vigtigt, at organisationen forstår alvoren, og at man oppefra giver plads til, at vi som teamledere kan lave nogle individuelle skøn, så medarbejderen kan komme tilbage i et passende tempo,” siger Nina Kjær Knudsen og tilføjer, at det har været dyrt at kompensere Anettes timer med en vikar, men at det også er dyrt at skulle skifte en stabil og erfaren medarbejder ud.
Sammen med Anette Piepgrass har de lagt en plan for optrapning af tid og arbejdsopgaver. Blandt andet har de søgt inspiration i Dansk Sygeplejeråds optrapningsplan for stressramte medarbejdere, fordi nogle af de kognitive senfølger ved covid-19 kan minde om efterdønningerne af et stressforløb. Ifølge Nina Kjær Knudsen er dialogen vigtig, men lederen skal også selv have blik for, hvad medarbejderen er i stand til på det givne tidspunkt.
“Den ene gang kom Anette på arbejde og var næsten helt cyanotisk (Lægeligt udtryk for den blåfarvning i huden, som opstår, når blodet indeholder for lidt ilt. red.) i ansigtet. Der måtte jeg sende hende hjem igen. Hun ville meget nødigt have fravær og var urealistisk i forhold til, hvad hun kunne. Jeg er ansvarlig for drift og timer, men jeg har også et ansvar for at passe på mine medarbejdere,” lyder det fra Nina Kjær Knudsen.
Ærlighed om konsekvenserne
Anette Piepgrass blev smittet med covid-19 på sit arbejde. På lederens eget initiativ blev sagen anmeldt som en arbejdsskade, og Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt den.
“Det, at Anette er blevet smittet hos os, gør, at vi som arbejdsplads må tage ansvar for at få hende godt og sikkert tilbage igen,” siger Nina Kjær Knudsen.
Om de som arbejdsplads havde reageret anderledes, hvis Anettes forløb ikke var en arbejdsskade, tør teamlederen ikke sige noget om. Men undervejs har de talt om forskellige muligheder. Blandt andet om de skulle arbejde hen mod en efterlønsordning, men dette var ikke social- og sundhedsassistents eget ønske. Samtidig har de også talt om, at det i sidste ende kan komme på tale, at hun ikke kan fortsætte i jobbet.
“Selvfølgelig bliver man ked af at vide, at der er en fyreseddel, som blafrer i det fjerne. Men det har på ingen måde været en trussel fra ledelsen. Det har været en konstatering, hvor ledelsen har sagt, at det måske kan blive vanskeligt at fastholde mig, men en opsigelse ikke er det, vi stiler mod,” siger Anette Piepgrass.
Planen fremadrettet
Snart vender Anette Piepgrass tilbage til hendes gamle stilling som fast aftenvagt på fuld tid. Vagtplanen er skruet sådan sammen, at man nogle gange arbejder fem dage i streg. For at undgå den lange arbejdsperiode, har hun aftalt en anden ordning med sin leder. Og når Anette er nødt til at få fri til kontroller og lægelige opfølgninger, så er det bare sådan, det er, lyder det fra teamlederen.
“Jeg ser selvfølgelig helst, at hun arbejder normalt, men hun har en alvorlig sygdom, og det er vilkårene, at hun har brug for at få fri til at kunne gå til kontroller,” siger Nina Kjær Knudsen.
Tre vigtige erfaringer fra Plejecentret Hørgården
- Tæt og åben dialog: Medarbejder og leder har under hele sygdomsforløbet talt tæt sammen om den sygemeldtes tilstand og senere hen om optrapningen. I fællesskab har de lagt en plan med udgangspunkt i en optrapningsplan for stressramte. Derudover har dialogen været ærlig, hvor de har forventningsafstemt undervejs og talt om potentiel fyring.
- Vurder, hvad der er realistisk: Nogle medarbejdere kan være så fokuserede på at komme tilbage til jobbet, at de glemmer at lytte til, hvad de egentlig kan. Det kan være dyrt at få folk tilbage for hurtigt, fordi medarbejderen kan risikere at skulle sygemeldes igen eller lave alvorlige fejl. Lederen har her et ansvar for også at vurdere, hvad der er realistisk i forhold til en raskmelding.
- Den ledelsesmæssige forståelse: Det har været vigtigt for de ledere, der er tættest på den sygemeldte, at de har haft den øverste ledelses tillid til at foretage individuelle skøn.
Mere om senfølger
Læs mere om tilpasning af arbejdspladsen og beskyttelse af arbejdstagere i Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs vejledning ´Tilbage til arbejdspladsen` under overskriften ´Håndtering af medarbejdere, der har været syge`.