Kollegial supervision

Kollegial supervision skaber fælles læring og udvikling på arbejdspladsen. Som medarbejdere bliver vi i fællesskab klogere på svære problemstillinger, lærer af succeshistorier, deler viden og erfaringer, får nye idéer og inspiration og ikke mindst lærer vores kolleger bedre at kende. Det skaber en konstruktiv dialog i hverdagen, som gør det muligt at undgå skadelige konflikter.

Andet end en almindelig samtale

Den kollegiale supervision foregår i fastsatte rammer og ud fra bestemte metoder og spilleregler. Vi laver aftaler om, hvornår samtalen skal foregå, hvordan den skal forløbe, hvad den skal bruges til, og hvem der gør hvad.

Der er bestemte roller og opgaver

Supervisionen foregår i en gruppe på mellem 4-8 kolleger med hver sin funktion.

En fokusperson: En kollega, der ønsker hjælp til eller sparring på et bestemt tema. Det kan fx være en bestemt situation i arbejdet, som er svær at håndtere eller at man ønsker input til en ny arbejdsopgave.

En supervisor: En kollega, der hjælper fokuspersonen med at udforske temaet ved at spørge ind til sagen.

Et reflekterende team: En gruppe på 2-6 kolleger, der lytter til samtalen mellem fokusperson og supervisor. Efterfølgende reflekterer de over det, de har hørt, og bringer nye perspektiver og handlemuligheder på banen.

Hvordan foregår det?

Et typisk forløb for supervision:

Supervisor interviewer fokuspersonen om det valgte tema. Det reflekterende team lytter uden at deltage i samtalen. Teamet reflekterer over samtalen. De udforsker forskellige opfattelser, hypoteser, dilemmaer, handlemuligheder osv. Fokusperson og supervisor lytter uden at deltage i samtalen. Supervisor interviewer fokuspersonen om teamets refleksioner. Har det skabt nye idéer eller handlemuligheder? Teamet lytter uden at deltage i samtalen. 

Værd at vide om kollegial supervision:

Det skal handle om arbejde og ikke private problemer. Nogle temaer er mere velegnede end andre. Der er særlige spilleregler for kommunikationen – det gælder om at tale anerkendende og respektfuldt. I skal indgå en grundig aftale om rammer og mål for supervisionen.

Læs mere om supervision her.


Senest revideret den 17. marts 2020