Del: - -

Hvad er psykologisk tryghed?

Begrebet psykologisk tryghed handler om, at alle på arbejdspladsen skal kunne tale om tvivl, usikkerhed, stille spørgsmål, komme med forslag og tale om fejl uden at frygte at tabe ansigt, at blive gjort til grin, eller blive opfattet som inkompetente, dumme eller irriterende af deres kolleger eller leder. Og uden at frygte for negative konsekvenser.

Det er vigtigt for både ansatte og borgere: Fejl, som skjules, lærer ingen af. Og faglige spørgsmål, som ikke
bliver stillet, kan føre til, at elever, kursister eller studerende lærer mindre eller dårligere – eller at deres trivsel er på spil. Det kan sætte sig på de ansattes oplevelse af at lykkes i deres arbejde. Psykologisk tryghed omfatter åbne samtaler, der kaster lys over problemer, fejltagelser, og muligheder for forbedring; tillid til hinanden, hvor alle trygt kan udtrykke tvivl, om man gør det rigtige; inklusion og diversitet med respekt for hinandens bidrag; hjælpsomhed ift. at kunne lykkes i fællesskab; og endelig: en holdning til, at det er menneskeligt at begå fejl, når opgaven er kompleks. Derfor er psykologisk tryghed både vigtigt for arbejdsmiljøet og for kerneopgaven.

Psykologisk tryghed og kompleksitet i kerneopgaven

At lykkes godt fagligt med andre menneskers trivsel og vækst for øje kan i sig selv være en kompleks opgave. Professor Amy Edmondson har forsket i psykologisk tryghed og anslår, at vi i gennemsnit deltager i 50% mere teamarbejde i dag, end vi gjorde for 20 år siden. Vi udveksler oftere viden og informationer, fordi opgaverne er blevet mere komplekse. I uddannelsessektoren opleves en øget kompleksitet i takt med, at undervisningen skal lykkes samtidig med ambitionen om, at flere får en uddannelse og bliver en del af fællesskabet – og i takt med, at der bliver øget opmærksomhed på udfordringer med unges trivsel.

Derfor knyttes psykologisk tryghed i uddannelsessektoren til ønsket om at mestre de nye og mere komplekse vilkår – bl.a. ved at skabe professionelle læringsfællesskaber med en øget evne til kollektiv mestring og om at samarbejde om co-teaching, hvor man inviterer hinanden helt ind i maskinrummet og skaber tillidsfulde rum med fælles forberedelse, udførelse og evaluering.

Psykologisk tryghed og godt arbejdsmiljø

Mere komplekse opgaver kan medføre, at vi bliver usikre på, om vi gør det rigtige, og der kan ske ”fejl” eller opstå situationer, der ikke går, som vi havde håbet på. Det er centralt, at ansatte oplever at kunne tale om fejl og usikkerheder, hvis vi skal forebygge, at arbejdet slider. Hvis arbejdet får lov at slide over tid, uden at situationen afhjælpes, kan det i yderste konsekvens både medføre forråelse overfor borgeren og krænkende handlinger mellem de ansatte på arbejdspladsen. Amy Edmondsons forskning peger på, at psykologisk tryghed og godt arbejdsmiljø også hænger godt sammen. De mest effektive og motiverede teams har en høj grad af psykologisk tryghed og lykkes godt med at løse og udvikle deres opgaver. Det har en række gevinster ift. både kerneopgaven og arbejdsmiljøet. Læs mere i boksen til højre.

PSYKOLOGISK TRYGHED FORBINDES MED:

  • Høj kvalitet i arbejdet: De ansatte taler åbent om fejl og kan lære af dem og forbedre deres fælles praksis. Herved bliver kvaliteten bedre.
  • Nye løsninger på komplekse udfordringer: De ansatte deler viden og ideer. Det er nødvendigt, når man har med komplekse opgaver at gøre.
  • Øget social støtte: Ved at tale højt om bekymringer, følelse af magtesløshed og tvivl om, om man gør det rette, kan de ansatte ’ventilere’ vanskelige følelser og bedre rumme hinanden.
  • At belastninger i arbejdsmiljøet forebygges: Forebyggelsen af fx vold og krænkende handlinger lykkes, fordi de ansatte registrerer episoder og åbent bearbejder og lærer af dem: Hvorfor skete de? Hvad skal vi gøre anderledes næste gang?

    Amy Edmondson 2020, kapitel 2, og cand.psych.aut. Sarah Ambs-Thomsen 2022


Find metoder og guides til at arbejde med psykologisk tryghed på jeres arbejdsplads her


Senest revideret den 23. april 2024