Ledelse og social kapital i Nykredit
Der er kommet langt flere produkter på hylderne, og hele forretningskulturen ændret, så medarbejderne i realkreditten skal være langt mere opsøgende end tidligere. Således også i Nykredit.
Derfor har Nykredit i en årrække haft fokus på medarbejdernes evne til at tage sig af virksomhedens kerneydelse. Her spiller både trivsel og de tre grundelementer i social kapital – tillid, samarbejdsevne og retfærdighed – i høj grad ind.
Højere produktivitet
I Centersupport, der udfører driftsopgaver og yder support til Nykredits lokale centre, har man på baggrund af en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø (2005) iværksat et omfattende arbejde med social kapital. Og her kan man entydigt se en sammenhæng mellem ledelse, trivsel, kvalitet og produktivitet, fortæller vicedirektør i Nykredit og leder af Centersupport, Birgitte Bruun:
- ”Den mængde sager, som medarbejderne er i stand til at behandle, omkostningen pr. sag og den tid, som det tager en sag at komme igennem vores system, er påvirket positivt af vores fokus på social kapital,” siger hun. Samtidigt fremhæver Birgitte Bruun, at processen i høj grad forudsætter medarbejdernes engagement og involvering. Dette er blandt andet sket gennem en medarbejderdrevet Lean-proces.
Stigende kundetilfredshed
Også i kommunikationen mellem Centersupport og de lokale Nykredit-centre kan man aflæse effekten af arbejdet med social kapital. Kvartalsvise undersøgelser dokumenterer nemlig en stigende kundetilfredshed blandt brugerne i de lokale centre.
Fokus på trivsel
Centersupport beskæftiger i alt 150 medarbejdere. Ud over at servicere de lokale centre står Centersupport også for optimering af produktionsområdet. I forbindelse med arbejdet er der lagt stor vægt på medarbejdernes trivsel, og derfor gennemføres der blandt andet en trivselssamtale med alle medarbejdere hver tredje måned.