Forebyggelse af vold og trusler

Retningslinjer
Et vigtigt element i forebyggelsesarbejdet er retningslinjer for den samlede indsats med at identificere, forebygge og håndtere vold og trusler. For at de kan være et brugbart redskab, er det vigtigt, at retningslinjerne tager afsæt i jeres behov, rutiner, værdigrundlag, elevgruppens sammensætning mv.

Alle skoler, døgntilbud med flere som har driftsoverenskomst med KL eller Danske Regioner har pligt til at drøfte og aftale retningslinjer for identifikation, forebyggelse og håndtering af vold, mobning og chikane på arbejdspladsen.

Retningslinjerne indeholder typisk

  • Skolens definition af og holdning til fysisk og psykisk vold
  • Beskrivelse af hvordan trusler og vold registreres og analyseres
  • Handleplan for identifikation, forebyggelse og håndtering af vold og trusler
  • Procedure for anmeldelse til Arbejdstilsynet, forsikringen og politiet
  • Plan for hvordan skolen opnår læring af volds- og trusselsepisoderne
  • Beskrivelse af hvem der gør hvad – både når de konkrete episoder opstår og i forhold til, hvordan roller og opgaver er fordelt blandt medarbejdere og ledelse.

Risikovurdering
Konkrete risikovurderinger i dagligdagen, som følges op af handlinger, kan være med til at forebygge konflikter og vold. Er der fx hændelser på bestemte tider af dagen, bestemte steder i bygningerne eller omkring særlige elevgrupper?
Risikovurderingen kan I foretage med udgangspunkt i den enkelte medarbejders kompetencer, erfaring og samspil med eleverne.

Tilsvarende kan I foretage risikovurderingen med fokus på den enkelte elev, fx med afsæt i jeres pædagogiske handleplan eller i den daglige aflæsning af elevens verbale og nonverbale kommunikation og adfærd.

Målretning af indsatsen
Når I tilrettelægger en forebyggende indsats, kan en analyse og drøftelse af fx skolens APV eller de seneste tre måneders registreringer af vold og trusler give jer et godt blik på, hvor I finder udfordringerne, og hvor I skal sætte ind.

  • Skal der fornyet fokus på holdninger og værdier i arbejdet?
  • Er der brug for at ændre eller genopfriske procedurer og aftaler?
  • Er tiden inde til en revision af skolens regler og rutiner?
  • Har ændringer i elevgruppen aktualiseret behovet for nye metoder eller indsatser i dagligdagen?
  • Skal den pædagogiske praksis have et serviceeftersyn?
  • Er der brug for at give fagligheden et løft, fx i form af uddannelse , udvikling af feedbackkulturen eller supervision?
  • Har medarbejderne brug for særlige kompetencer, fx kurser i konflikthåndtering, særlige diagnoser mv.?
  • Er der noget i den fysiske indretning, som bør ændres?
  • Skal I sætte fokus på skolens sociale kapital som element i voldsforebyggelsen?
  • Skal der ske ændringer i den måde, arbejdet er organiseret på?

Mere viden

Voldspolitik
Læs mere om retningslinjer (voldspolitik)

Støtte til processen

Tjekliste til retningslinjer 
Tjeklisten giver jer et indblik i, hvordan medarbejderne oplever vold i praksis.
BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration.

Fire spørgsmål til forebyggelse og fire spørgsmål til proces
Hent præsentationen (ppt)

Flip-flap
Brug flip-flappen til at sætte dialog i gang om, hvordan I kan styre uden om trusler og vold.

Dialogspil Tæt på vold 
Et dialogspil om konflikter, trusler og vold.  

Styr uden om trusler og vold
Trygge rammer, samarbejde og faglig udvikling: Styr uden om trusler og vold.

Inspiration

Langagerskolen
Langagerskolen i Viby J. er Aarhus kommunes specialskole for elever med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) og/eller svær ADHD. Læs mere om Langagerskolen

I ’Sikkerhedsmappen for ansatte ved Langagerskolen’ har man samlet en lang række anvisninger, holdninger, gode råd, værktøjer, skemaer mv. med henblik på at forebygge vold og trusler - og voldens skadevirkninger. Hent Sikkerhedsmappen.


Senest revideret den 17. juni 2020