Identifikation af vold og trusler

For at kunne gennemføre en målrettet og effektiv forebyggelse er det vigtigt, at I kender karakteren og omfanget af den vold, I møder - eller risikerer at møde - på jeres skole. Kun på den møde bliver det muligt for jer at vælge de rette initiativer til at forebygge og håndtere af volden.

Kortlægning

I forbindelse med den lovpligtige APV - Arbejdspladsvurdering skal I identificere og kortlægge problemer med vold og trusler. Det kan I fx gøre med en tilrettet APV-spørgeskemaundersøgelse, hvor I specifikt spørger ind til medarbejdernes oplevelser og skolens beredskab og evne til at håndtere episoderne.

Eksempler på spørgsmål:

  • Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for trusler om vold på din arbejdsplads?
  • Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for fysisk vold på din arbejdsplads?
  • Har du tilstrækkelig viden om konflikthåndtering til at forebygge eller nedtrappe trusler og voldsomme episoder med børn, unge og deres familie?
  • Har du faglig viden om børnene, unge og deres familie?
  • Oplever du tilstrækkelig støtte fra kolleger og ledere til at håndtere trusler og voldsomme episoder med børn, unge og deres familie?
  • Er din arbejdsplads hensigtsmæssigt indrettet i forhold til at undgå trusler og voldsomme episoder med børn, unge og deres familier?
  • Oplever du, at der bliver fulgt tilstrækkeligt op på episoder med trusler og vold fx med samtaler med børn, unge og deres familie eller ændringer i arbejdets organisering?

Spørgsmål om oplevelser af vold og trusler, og hvad de betyder for medarbejdernes trivsel og psykiske arbejdsmiljø, kan også indgå i skolernes trivselsmålinger.

Registrering
Det er vigtigt, at I registrerer den vold og de konkrete trusler, som I bliver udsat for. Det synliggør episoderne og giver arbejdspladsen værdifuld viden om, hvor udfordringerne findes. Hvornår og i hvilke situationer er det at episoderne opstår? Registreringen er også med til at skabe åbenhed om volden og gøre det til et fælles ansvar og ikke kun et problem for de involverede. Og endelig er registreringen vigtig for, at skolen kan dokumentere arbejdsforholdene.

Hvordan registreringerne konkret skal foregå og hvordan I bruger dem, skal den enkelte skole drøfte og beslutte. Vigtigst af alt er det, at I vælger en form, som er så lidt besværlig for jer som mulig. Metoden skal være lettilgængelig og det er vigtigt at I sikrer, at oplysningerne giver et klart billede af, hvad der skete inden episoden og konsekvenser, som episoden havde for medarbejderen. Jo mere præcist I kan beskrive vold og trusler, desto bedre rustet er I til at vurdere, hvor der skal gribes ind og gøres en forebyggende indsats.

Mere viden

Temaside om APV
AT-vejledningen, tjeklister og skemaer

Støtte til processen

APV - Arbejdspladsvurdering
Skemaer, gode råd til processen mv.

Inspiration

Vesterbakkeskolen
Vesterbakkeskolen er en specialskole (0. til 10. klasse) i Randers kommune. Målgruppen er børn og unge med generelle indlæringsvanskeligheder, socio-emotionelle vanskeligheder og udviklingsforstyrrelser. Læs mere om skole og SFO

Fjordskolen
Fjordskolen i Roskilde er kommunens skoletilbud til blandt andre børn med multiple handicaps og generelle indlæringsvanskeligheder samt børn med svære opmærksomhedsforstyrrelser (ADHD) og Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF). Læs mere om Fjordskolen

På skolen har man blandt andet udviklet et skema til registrering af episoder med vold, trusler om vold eller andre krænkelser mod personalet. Hent skemaet.

Langagerskolen
Langagerskolen i Viby J. er Aarhus kommunes specialskole for elever med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) og/eller svær ADHD. Læs mere om Langagerskolen

I ’Sikkerhedsmappen for ansatte ved Langagerskolen’ har man samlet en lang række anvisninger, holdninger, gode råd, værktøjer, skemaer mv. med henblik på at forebygge vold og trusler - og voldens skadevirkninger. Hent Sikkerhedsmappen.

Grønnebakken
Specialcenter Grønnebakken er et undervisnings- og fritidstilbud i Kolding kommune. Målgruppen er børn og unge med vanskeligheder inden for autismespektret. Der tilbydes undervisning fra børnehaveklasse og op til 10. klasse.

På Grønnebakken registrerer man grænseoverskridende handlinger (verbale og fysiske) på et skema. Hent skemaet.


Senest revideret den 6. august 2020