Årshjulet
Skab systematik i jeres arbejdsmiljøarbejde

Med dette værktøj skal I arbejde med årshjulet. Årshjulet giver jer en systematik, som sikrer, at I fokuserer på de langsigtede perspektiver i jeres handleplan. I kan f.eks. hænge årshjulet op, så medarbejdere kan følge med i arbejdet.

Årshjulet: Skab systematik i jeres arbejdsmiljøarbejde
Del: - -

Årshjul giver et godt overblik, overskud og arbejdsro i Vordingborg

Der er næsten ingen grænser for, hvornår et årshjul kan være en stor hjælp i arbejdet – både på den korte og den lange bane, hvis man spørger Center for Socialpædagogik i Vordingborg Kommune.

Af Anne-Mette Holm

Vild med årshjul

Der er mange fordele ved at planlægge arbejdsmiljøarbejdet med et årshjul. Det kan give en struktur og en systematik for arbejdet samtidig med, at I kan sikre jer, at I får alle vigtige begivenheder og aktiviteter med. Arbejdsmetoden har de i den grad taget til sig i Center for Socialpædagogik i Vordingborg, hvor teamleder og arbejdsmiljøkoordinator, Nura Subasic, kun har rosende ord om brugen af årshjul:

- Jeg er vild med årshjul, fastslår hun og fortæller, at hun bruger det både til arbejdsmiljøarbejdet, personalemøder, temadage, MUS-samtaler mm.

Hurtigt overblik

- Jeg synes, det giver et godt overblik og en systematik, at man kan planlægge og strukturere de indsatser, der er vigtige for arbejdsmiljøet. Alle væsentlige begivenheder og aktiviteter er noteret her. Hvis jeg står i september, kan jeg kigge på papiret og få et overblik over, hvad vi lavede tidligere på året. Jeg kan hurtigt se, om noget måske skal tilpasses, hvis der er noget, der rører sig i personalegruppen eller i arbejdsmiljøet. Det giver overblik over hele arbejdet, og det giver mere overskud, siger hun.

Hun har også arbejdet med at implementere årshjulet i sin personalegruppe i forhold til de borgerrelaterede opgaver, som pædagogerne arbejder med – igen for at sikre sig, at alle vigtige opgaver bliver planlagt og gjort synlige.

Både møder og dagsordener skrives i årshjulet

Nura Subasic har arbejdet med årshjul længe. Nogle gange er de skrevet i hånden, andre gange er de mere organiseret. For eksempel når arbejdspladsen hvert år i december har den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Ud fra drøftelsen beslutter de i fællesskab, hvilke indsatser de skal arbejde med det følgende år, og alle planlagte møder bliver skrevet ind i årshjulet med de dagsordener, de bliver enige om.

Læs mere om den årlige arbejdsmiljødrøftelse

Synligt for alle

- Med årshjulet er aktiviteter og begivenheder planlagt og synlige for alle. Alle ved, hvad vi skal lave i løbet af året, men vi er åbne for de udfordringer, der kommer i løbet af året. Det betyder blandt andet, at vores arbejdsmiljørepræsentanter løbende har mulighed for at byde ind med emner til dagsordenen, som de synes er relevante. Alle er glade for det, siger hun og fortsætter:

- Hvad med årshjulet, siger vi, når vi planlægger noget. Det giver et godt overblik og arbejdsro, at vi ved, hvilke møder vi har, hvornår og hvor skal de holdes, og hvad der er på dagsordenen. Det står alt sammen i årshjulet.

Sparer megen tid

Nura Subasic har droppet papirkalenderen, så alle aftaler skal hun finde i Outlook. Og her vinder årshjulet også i forhold til overblikket.

- I Outlook skal man bruge tid på at lede efter dagsordenen fra tidligere møder, men årshjulet giver mig et øjeblikkeligt overblik og skaber samtidig en systematik. Jeg kan hurtigt se, hvad jeg skal følge op på. Det, synes jeg, er fedt. Man sparer så megen tid, man skal bare bruge det stykke papir, så har man det hele, jubler hun og afslører, at hun løbende skriver små noter til sig selv på post it’s.

Supplerer med noter på post it’s

- Hvis der sker noget løbende – for eksempel en episode med trusler eller vold, men også succeshistorier, som det kan være værdifuldt at dele senere, skriver jeg det ned og sætter på årshjulet. Så kan jeg altid fjerne det igen. Jeg har altid papiret med mig i tasken, for jeg kan ikke huske det hele i hovedet. Vi bruger alle sammen de små hjælpemidler, som giver mening for os i vores arbejde, konkluderer hun.

Vil du vide mere om årshjul, så læs også artiklen ’Få arbejdsmiljøarbejdet til at køre med et årshjul.

Er du blevet inspireret til at arbejde med årshjul? Finde en skabelon til et årshjul her og se et eksempel på et udfyldt årshjul.

Center for Socialpædagogik i Vordingborg har tidligere samarbejdet med BFA’s besøgsteam om ergonomiske udfordringer med stor succes. Læs den historie her.


Senest revideret den 20. februar 2024